Morgenen startede med vi vågnede tidligt, 7 om morgen. Vi lå alle med vores øjne inde bagerst i hovedet (metafor), men vi vidste vi skulle et fordrivende sted hen. Loopa beach var det her solrige strand med mange aktiviteter som wake boarding og hoppeborg på vandet, vi havde hørt så godt om det. Hele vores kroppe var varme igennem hele busturen. Vi ventede spændt og kunne næsten ikke sidde stille, det var som om vi havde kænguruer hoppende rundt inde i os (sammenligning). Busturen var lang, men fordi vi glædet os og var i strålende humør, følte den meget kort.
Da vi ankom, åbnede vores munde ukontrolleret og vi kunne ikke lukke dem, begrund af den strålende tourquoise farvet vand og den gigantiske hoppeborg. Vi kunne ikke sige et ord. Vi kunne ikke skynde os mere. Min far og jeg skulle ud at stå på wake board, og leve livet. Vi skyndte os derhen. Pengepungen gjorte ond (metafor), men vi skulle gøre det. Da vi kom ud på det flotte vand, forsvandt alle tanker, vinden blæsende i hovedet og glade børn der leger, der var intet bedre. Man levede i nuet. Men da jeg skulle have min sidste tur, faldt jeg på rampen, jeg slog boardet lige ned i tåen, ”fuck” tænker jeg, jeg kiggede omkring for at se om der var nogen der så det, inde jeg rejste mig op, jeg vidste ikke hvad folk tænkte, men jeg skulle ud på min sidste tur, så jeg rejste mig op så hurtigt jeg kunne, tog fast i rebet, og stod en omgang til. Jeg kom så ud af vandet, og jeg har aldrig oplevet noget så smertefuldt i hele mit liv, det var næsten som om min tå havde 20 kg på sig hele tiden (sammenligning). Mit smil forsvandt, men min lillebror havde lige sådan glædet sig til hans storebror kom smilende hen til ham og hoppede på hoppeborgen.
Det er gratis at oprette en konto