Jeg går på Istedgade. Klokken er mange, men jeg ved ikke hvad klokken er. Min telefon har jeg solgt, fordi jeg ingen penge havde til amfetamin. Men mit liv fungerer ikke uden mit stof. Gadelygterne er ikke tænkt endnu, men det er mørkt allerede. Det er som om der er tomt på gaden, men der er på samme tid fyldt med mennesker. Jeg kan høre små stemmer, nogen visker. Jeg sætter tempoet op, det føles næsten som om der er nogen der ånder mig i nakken. Det føles som små vind pust, som giver mig kuldegysninger. Jeg vidste også godt livet på gaden, som tider kan være uhyggeligt. Det løber mig koldt ned af ryggen, når jeg går i min egne tanker. Tankerne flyver rundt. Men lige pludselig er det som om, jeg kommer ind i drømmeland. Det går en løve ved siden af mig. Den kan ikke snakke, men det er som om jeg forstår den. jeg glemmer alt om de ubehageligheder.
Den kigger min intenst i øjne, og jeg gør det samme tilbage. Vi går lige ved siden af hinanden. Men jeg tør hverken, sige noget eller røre den. ”Hvad nu hvis den ikke er så venlig, som jeg tror den er”. Beslutter mig for at være påpasselig, fordi hvis nu den vil gøre mig noget. Vi forsætter stadig det intenst blik mellem os, Det giver mig kropsvarme. Løvens blik ruller ned af min krop, og op mod mine øjne igen. Jeg kigger selv ned af min krop. Jeg står i min røde korte kjole, høje hæle og en lille pels vest ud over. Jeg kan de kuldegysningerne på min krop, og mine ben er næsten helt blå af kulden. Jeg kan ikke føle det, løvens blik giver mig en varm. Jeg kigger tilbage. Løven er væk.
Det er gratis at oprette en konto