Jeg ser ud ad vinduet, observerer den travle gade udenfor. Duerne der pipper, bilerne der båtter og mennesker der går stressede og forvirrede rundt med øjnene klistret fast på deres smartphone-skærm. En dame i en limegrøn jakke tager et billede af et træ. Kan hun ikke bare nyde det? Behøver hele verden se det træ, på deres skærm, som de vitterlig bare kan gå udenfor og stirre på. Deres forvirring smitter af på mig og jeg rynker brynene, sætter mig ned, åbner min computer og klikker ind på Instagram. Et nyt billede blev i går lagt op ad min yndlingssanger, Rihanna. Jeg trykker på fotoet to gange, så hjertet popper op, og dermed har hun fået den anerkendelse, jeg er lavet til at give. I sekundet jeg gør det, kommer jeg i tanke om en artikel, jeg for nylig har læst om netop dét problem, likes. Der blev skrevet i artiklen, at likeknappen netop har effekt som en lille dopaminudløsning – altså en glad følelse indeni, der giver fornemmelsen af, at det man uploader, er rigtigt eller godt. En anden artikel jeg engang havde læst, havde journalisten, Marlene Charlotte Larsen nævnt at likes er en simpel handling, men at vi ikke er simple væsner, og derfor kan vi ikke lade være med at lægge en stor betydning i at give og fa? likes.
Det er gratis at oprette en konto