Novellen “En kvinde i baren” af Naja Marie Aidt, fra novellesamlingen Bavian, fra 2006, handler om en kvindelig jeg-fortæller, der efter en handletur en lørdag eftermiddag sidder på en restaurant. Hun overværer et stævnemøde mellem en ung kvinde, og en mand hun kender. Hun iagttager dem og bliver mere utilpas ved deres intimitet. Vi opdager undervejs, at det er hendes mand hun iagttager, det er ikke første gang, han er utro.
Hvis vi ser nærmere på jeg-fortælleren, opdager vi, at hun gennemgår en indre udvikling igennem novellens forløb. I begyndelsen af novellen ser vi, at hun har holdt fast i deres ægteskab, trods at hendes ægtemand har været utro adskillige gange. Det kan vi fortolke ved hjælp at dette citat: ”Berlin er et sår der ikke længere bløder, men et sår der stadig kan kradses i” (S3 L101-102). I citatet symboliserer Berlin jeg-fortællerens hjerte, som der er revet en flænge i, da manden var hende utro. Manden har været utro gentagne gange, derfor er det et gammelt sår, der bliver revet i. Citatet viser, at hun har holdt fast i hendes ægtemand gennem tyndt og tykt, men det ændrer sig til sidst i novellen: “Jeg lægger mine gule tulipaner foran hende på bordet. Så går jeg op og ud i mørket.” (S4 L174-175). De gule tulipaner symboliserer utroskaben og jalousien, som hun ikke finder sig i længere. I det, at hun lægger dem fra sig, og går ud i det ukendte mørke, giver hun slip på hendes ægteskab og fuldender hendes udvikling.
Det er gratis at oprette en konto