Knytnæven

Knytnæven

4 gange om året er min far i knytnæve.

Det hvide blad med de sorte tal betyder alt.

Hvis tallene ikke er høje nok, får jeg med knytnæven.

De tal betyder alt for ham.

Han siger, at jeg skal være perfekt.

Der er ikke plads til fejl i hans verden.

Mit værelse er blevet min hule.

Det er det eneste sted, hvor jeg føler mig tryg.

Normalt føler jeg mig også tryg i det ansigt, som nu er blevet forvandlet til en knytnæve.

Når alt er, som det plejer, ser jeg venlige og rare øjne.

Når alt er, som det plejer, hører jeg hans bløde stemme som smør i mine ører.

Når det er, som det plejer hører jeg hans ord som et varmt kram.

Sådan er det, når de sorte tal på det hvide papir er langt væk.

Når jeg ser på næven i hans ansigt, føles hans stemme som en klam jakke over min skuldre.

Når næven taler, stikker det i mit hjerte, og jeg kan ikke finde nogle ord.

Næven laver blå mærker i troen på, at jeg kan finde ud af noget.

Den slår ridser inden i.

Jeg kigger op fra gulvet og leder efter sprækker i hånden, som kan vise mig min far.