…Ondskab, venskab, ukendskab. Det er de slags ord der strømmer i mit hoved. Slip
mig fri fra dette fængsel af uendelig lidelse, ellers bryder jeg selv ud. Ondskab,
selskab, fangenskab. De skal fortryde- alt jeg har gået igennem på grund af de
røvhuls børn- alt den angst og frygt, depression og sorg-. De vil fortryde at de har
ødelagt mig og mit syn på menneskeheden, for der kommer i hvert fald intet godt ud
af et fucket op menneske som mig- vel? Min trang til at rive hovederne af dem alle er
ufattelig lokkende. Ondskab, budskab, morskab.
Jeg sidder ved min sædvanlige plads i klassen. Jeg kan mærke, at min lærer kigger
på mig-, stirrer mig ned. I baggrunden af alle mine tanker kan jeg høre en eller
anden irriterende stemme. “Er du der Damien? Hallo? Damien? Sover du?”
“Øh nej, jeg er vågen” siger jeg. Samtidig med at jeg siger det kan jeg høre grin og
fnisen fra de andre drenge- dem som gør mit liv til et helvede.
“Vil du svare på spørgsmål E, Damien?”, siger min lærer med et syrligt smil på
læben. “Ellers tak,” altså helt ærligt, hvad tror hun? Min lærer kigger virkelig intenst
på mig lige nu. Altså tag lige og slap af kvindemenneske. Nå, vi har alligevel fri nu så
Det er gratis at oprette en konto