Analyse af Henrik Pontoppidans 'Et grundskud'

I det moderne gennembrud, der skete sidst i 1800-tallet, gik Danmark igennem en modernisering på både det økonomiske, sociale, kulturelle og litterære område. Litteraturprofessor Georg Brandes mente, at forfattere skulle belyse vigtige samfundsproblemer og skrive om kirke, køn og klasse, som det er. I Henrik Pontoppidans novelle "Et grundskud”" fra 1887 ser vi klasse og kirke i beskrivelsen af livet hos de lavest stillet på landet. Husfamiliernes årlige grisse opdrættelse for at få mad over året skildrer livet dengang, og den egoisme, familien i novellen bærer, bliver kritiseret. Pontoppidan viser med brug af sin ironi, at mere ville have mere og retter et kritisk syn på det.

I denne novelle skildres en fattig husfamilie, med dårlige levevilkår. Ligesom mange andre familier dengang. De venter i spænding på at gøre klar til deres gris, som de køber for deres skilninger, og opdrætter med alt de har. Det er et stort højdepunkt, og hele byens befolkning er i gaderne, og kigger over skuldrene til naboens gris, for at se hvem der ar den største gris. De bruger al deres afgrødning til den, for at den kan blive så stor så den kan fodre hele familen: ”Paa den satte de så godt som hele årets velstand ind, lige fra kartoflerne i haven til høstens sødløn”(l. 31-32). Deres første antagelse var, at den ikke var særligt imponerende ”Endogsaa Sidse-Marie iagttog den helt betænkelig og sagde tilsidst ganske forknyt, at hun tyktes, den saae sae indiotisk ud”(l. 54-55.). Det skulle vise sig, at den voksede sig stor og større end alle andre i landsbyen. De fodrede den mere og mere, og begyndte også at fodre den med affaldsmad, for at voksne den endnu større, selvom flæsket allerede hang ned ad siderne.