Simon stirrede ud af vinduet på bussen, mens han forsøgte at ignorere bemærkningerne fra drengene bag ham. Hans hjerte begyndte at banke hurtigere, og han prøvede at slappe af ved at fokusere på træerne der kørte forbi.
"Hey, se, det er ham den mørke dreng," lød en af stemmerne bag ham.
Simon sank ned i sædet, forsøgte at lade som ingenting. Men ordene borede sig ind i ham som små, søm.
"se hvor mørk han er"
De andre lo, og Simons ansigt blev varmt. Han ønskede bare at forsvinde, men han var fanget i en krop, der føltes tung og uønsket.
Bussen rullede videre, og Simon sprang af ved sin stoppested. Han skyndte sig væk, men ordene hang stadig fast i ham ligesom et usynlig ar.
Da han nåede hjem, gik han direkte op på sit værelse. Han lod sig falde ned på sengen og stirrede op i loftet, mens tårerne begyndte at samle sig i hans øjne. Han ønskede bare at være som alle andre, og ønskede ikke at føle sig anderledes på grund af sin hudfarve.
Dagene gik, men skyggerne fra bussen fulgte stadig Simon overalt. I skolen følte han sig som en fremmed, som om han aldrig rigtig passede ind. Han forsøgte at skjule smerten bag et smil, men det blev sværere og sværere for ham at holde masken oppe.
Det er gratis at oprette en konto