Vikingetiden og islændingesagaerne

Man placerer perioden vikingetiden fra slutningen af 700-tallet til ca. 1050.

I vikingetiden var samfundet meget hierarkisk opbygget med en meget lille, men magtfuld, top, som ejede store mængder jord og godser. Kongen og de store høvdinge hørte til i toppen af samfundet. Herefter fulgte de såkaldt 'frie folk'. De frie folk var fx håndværkere, bønder, jægere og købmænd. Når man tilhørte denne samfundsgruppe, måtte man bære våben, og man havde ret til at tale på tinge, dvs. den lokale "retssal". Nederst i hierarkiet var trællene, slaverne, som man kunne købe på markeder. Kvinder var underordnet mænd, men i de øverste samfundslag havde de den vigtige funktion at være ansvarlig for husholdningen. Det var dem, som havde nøgler til gården og forrådskamre, hvilket viser deres vigtige rolle.

Vi kan lære noget om vikingetidens samfundsindretning ved at se på fx runesten, bynavne, arkæologiske udgravninger, våben og smykker. Ved at læse de få overleverede skrifter, vi har, fra vikingetidens Island, kan man få en fornemmelse af, og hvordan den mundtlige litteratur var i Norden.

I nogle verdensberømte tekster, som hedder sagaer, findes vikingetidens Island beskrevet. De betragtes også som en af de første kilder til dansk litteratur.

Vikingetiden er for mange mest kendt for drabelige plyndringstogter og bersærkergang (at blive grebet af vildt raseri, at gå amok), fordi vikingerne senere i historien blev fremstillet som frygtløse krigere, der med deres hurtige langskibe tog på opdagelse og eventyr i store dele af verden. Men selvom der er mange eksempler på både risikable sejladser og plyndringer, var de fleste vikinger fredelige folk. Myten om vikingerne som blodtørstige krigere fik først for alvor vind i sejlene, da romantikkens digtere begyndte at idyllisere vikingetiden i starten af 1800-tallet. Virkelighedens vikinger var, stik imod hvad myten siger, altovervejende bønder og handelsfolk, der levede i dyb afhængighed af naturen og deres slægtskabsrelationer.