Det ydre rum begynder formelt ved Karman-linjen omkring 100 kilometer over Jordens overflade, hvor jordens atmosfære bliver for tynd til at bære fly [1]. Dette enorme område, som vi kalder universet, er præget af ekstreme forhold, uendelige afstande og fascinerende fysiske fænomener, der udfordrer vores jordiske logik. Den mest markante egenskab ved rummet er dets status som et næsten perfekt vakuum. Fordi der ikke er noget medie som luft eller vand til at transportere mekaniske svingninger, er der fuldstændig lydløst i rummet. Uden en atmosfære er der heller ikke noget til at sprede sollyset, hvilket betyder, at himlen i rummet altid fremstår kulsort, selv når en stjerne lyser direkte på beskueren. Denne mangel på atmosfære skaber også ekstreme temperaturforskelle. Genstande i direkte sollys kan blive ekstremt varme, mens genstande i skyggen falder til temperaturer tæt på det absolutte nulpunkt på -273,15 grader celsius, hvor al atomar bevægelse næsten ophører.
Vores eget nabolag i dette gigantiske tomrum er solsystemet, som domineres fuldstændigt af Solen. Solen udgør over 99 procent af hele solsystemets samlede masse og fungerer som det gravitationelle anker, der holder planeter, dværgplaneter, asteroider og kometer i faste baner. Solsystemet er opdelt i to hovedgrupper af planeter. De fire inderste planeter – Merkur, Venus, Jorden og Mars – er klippeplaneter med faste overflader af sten og metal. De fire yderste planeter – Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun – er gas- og iskæmper, der primært består af brint, helium, vand og ammoniak uden en fast definerbar overflade. Mellem Mars og Jupiter ligger det primære asteroidebælte, som er fyldt med millioner af stenede efterladenskaber fra solsystemets dannelse for cirka 4,6 milliarder år siden. Længere ude, forbi Neptuns bane, ligger Kuiperbæltet og den hypotetiske Oortsky, hvor milliarder af iskolde kometer har hjemme.
Det er gratis at oprette en konto