Design- og møbelkæden Bolia har siden 2021 været en del af Lars Larsen Group, og 20 år skulle der gå, før selskabet rundede den gyldne milliard i omsætning.
Der har været sund vækst i selskabet de senere år, og i en pressemeddelelse løftes sløret for, at 2022 har været et rekordår.
"Regnskabet er et resultat af alt, vi har kæmpet og svedt for. Det har været et fantastisk godt år på alle fronter, bortset fra at vi som mange andre har mærket meget, meget høje priser på materialer, stigende energi- og fragtpriser," siger adm. direktør Lars Lyse Hansen til Børsen.
Regnskabsåret 21/22 viser en rekordstor omsætning for kæden, der med en salgsvækst på 12 pct. når 1,3 mia. kr. i perioden. Selvom Bolia ifølge eget udsagn har været gennem et rigtig godt år, så findes der på bundlinjen spor af den ustabile økonomiske situation. Resultat af primær drift falder nemlig med 48 pct. til 50 mio. kr. fra 96,7 mio. kr. året før. Forklaringen skal ifølge direktøren bl.a. findes i de stigende priser.
"Mange af vores design er steget op til 30 pct. på indkøbsprisen, og der er ingen chance for, at vi giver det videre til kunderne, for så stopper salget. Der er ikke andet for end at betragte det som en unormal situation og selv æde prisstigningerne, for priserne skal nok falde igen," mener Lars Lyse Hansen.
Det er gratis at oprette en konto