Den Ensomme Prins

Der var en gang en prins, som så godt kunne tænke sig en prinsesse. Prinsen havde ledt og ledt, men havde ikke fundet den rette. Enten var de for store, eller også var de for små. Der var altid et eller andet, som han ikke kunne lide ved dem. Hans far kongen var meget ked af, at hans eneste søn, som skulle viderebringe slægten, ikke kunne finde sig den udkårende. Prinsen var blevet meget deprimerede, og var næsten ved at give op, indtil hans far kongen sagde til ham ”Ved du hvad, vi holder en kæmpe fest, for alle prinsesser i hele verden”. Det gav prinsen et lille håb. På aftenen derpå kom prinsesser fra hele verden, også nogle af dem han havde mødt før. Aften forløb godt, men selvom der var alverdens prinsesser, kunne han stadigvæk ikke finde den rette. Hans far var også ved at give op, indtil en af kokkepigerne, kom med en invitation fra en prinsesse, ved navn Lydia. Prinsesse Lydia boede ude på en lille ø, hvor hun var blevet udnævnt til prinsesse. Lydia havde ikke været til hans fest, så han tænkte, at det nok var den eneste prinsesse tilbage i hele verden. Så han gav det en chance. Prinsen sagde til sin far, at han tog af sted for alleer sidste gang, for at finde sin kærlighed. Kongen gav ham alt hvad han behøvede, for at rejse af sted penge, mad og en karat. Det tog 4 døgn, og fire nætter før prinsen havde nået destinationen. Prinsen var kommet til et land, som han aldrig havde hørt om før, og den eneste grund til at prinsen kunne finde derud, var fordi at prinsessen havde vedlagt et kort. Landet hed Futur, og kunne ikke sammenlignes med prinsens hjemland. Husene var firkantet, og fuldstændig lige. De var bygget så godt, at man næsten ikke kunne se murstenene, og der var lys uden ild, oppe under tagene. Men mærkeligst var dog kareterne, som var små, med små hjul, som ikke blev trukket af heste, men som bare trillede derud af. Oppe ved slottet stod prinsen, og ventede på at kunne komme op, og møde prinsessen, men der var lige 200 prinser før ham. Der stod han og ventede, og ventede i hele 5 timer før han kom op til prinsessen. Da prinsen kom der op blev han vildt forelskede i den smukke prinsesse, og han prøvede at smigre hende på alle de måde han kendte, men intet hjalp. Prinsesse Lydia råbte så højt hun kunne ”næste”. Prinsen blev meget ked af det, og skyndte sig ud til sin karat, han satte sig ind og begyndte at ride af sted. Hele byen var helt sort, og der var ikke et eneste menneske, at skue inde bag de firkantede huse. Men han så et skilt, hvor der stod ”Kom ind og hør om din fremtid” Prinsen fik karaten til at stoppe, og gik derind. Der sad en hekse lignende kvinde derinde, som spurgte ”hvad vil du her”. Prinsen svarede ”jeg ville såmænd bare høre om min fremtid”. Spåkonen fik prinsen hen til sin krystal kugle, hvor efter hun begyndte at fortælle. Hun fortalte at hans fremtid lå her i byen, og at han muligvis ville få prinsessen. Og der brød prinsen ind, og fortalte om sin tur oppe på slottet. Men spåkonen sagde til ham ”du kan få prinsessen, hvis bare du lover mig, at du giver mig hele byen undtagen jeres slot, det må i godt selv beholde”. Prinsen gik med på kompromiserne, og gik igen op til prinsesse Lydia. Denne her gang sagde hun til prinsen ”dig ville jeg have som ægtemand” De blev gift og fik et stort bryllup, og mange børn. De levede lykkeligt sammen i 13 år, men på deres 13 års dag kom spåkonen, som havde en aftale med prinsen op på slottet, og krævede hele byen. Prinsen kunne ikke huske noget til den kvinde, og sagde derfor ”du, som prøver at bedrage mig skal ikke leve i mit land, derfor må du rejse ud af landet og aldrig komme tilbage” og efter 2 sekunder kom 2 mænd, som sørgede for at hun blev sendt ud af landet. Men inden hun blev slæbt ud af slottet sagde hun til prinsen ”du, som glemmer dine aftaler vil blive forvandlet til en kæmpe snegl, som vil hjemsøge byens gader i al evighed”. Prinsen tænkte at det nok bare var tomme trusler, og tog derfor ikke truslen seriøst. Hen ad aftenen var der et kæmpe bal på slottet, alle var inviterede for at fejre deres 13 års dag. Det var en festlig aften med dans og alt der hvad høre til. Men 5 minutter i tolv fik prinsen det dårligt. Han gik op i det øverste tårn, satte sig ned og tænkte, over om spåkonens udsagn kunne gå i opfyldelse, men da klokken slog tolv var der intet sket. Prinsen lagde sig til at sove med ro i kroppen. Næste dag vågnede prinsen helt driv våd uden for. Han kiggede op og ned af sig selv, og tænkte hvad er der dog sket med mig. Prinsen var blevet forvandlet til en kæmpe snegl, som lå midt på gaden. Det var helt mørkt, og der var ingen mennesker at se. Prinsen gik i gennem tomme gader, uden det mindste tegn på liv. Selv slottet var mørk lagt. I starten tænkte prinsen, at han nok bare sov, men efter et par timer gik det op for ham, at det ikke var en drøm, og at spåkonen forbandelse var gået i opfyldelse. Prinsen skyndte sig så hurtigt han overhovedet kunne hen til spåkonens butik, hvor han spurgte hende, om han kunne blive normal igen. Spåkonen tænkte sig om, og fortalte ham, at han kun kunne blive normal igen, hvis han giftede sig med hende. Prinsen foragtede den tanke, og svor højt og helligt at hun skulle brændes på bålet. Prinsen gik igen og tænkte lidt over det, det var jo trods alt hans eneste mulighed, så prinsen gik tilbage til spåkonen, og giftede sig med hende. Prinsessen forstod ikke, hvorfor prinsen forlod hende. Hun var totalt synderknust, og lå og græd og græd, i et utal af dage. En dag kom den forhenværende prins op på slottet til prinsessen, han lagde sig på knæ foran prinsessen og begyndte at græde ”hjælp mig prinsesse, den eneste måde jeg kan blive fri på, er vis du gør noget”. Prinsen gik igen og lod prinsessen tænke over det. Prinsessen tænkte at den eneste mulighed der var, for at hun ville kunne få prinsen tilbage, var vis hun tvang spåkonen til at give slip på prinsen. Prinsessen fik hele sin hær til at fange spåkonen, og kun en time efter lå hun foran prinsessen. Prinsessen startede med at tigge og be spåkonen om at opgive prinsen, men intet hjalp derfor følte Prinsessen sig nødsagede til at gå til de hårde metoder, og sagde ”vis ikke du opgiver prinsen inden daggry i morgen, ville du blive hængt” Men spåkonen svarede bare stille og roligt ”du kan ligeså godt hænge mig nu, for jeg giver mig aldrig”. Ved daggry var galgen gjort klar. Spåkonen kom ud, og prinsessen spurgte ”har du et sidste ord inden du skal dø”. Spåkonen benyttede lejligheden til at kaste en forhekselse på prinsen ”den dag hvorpå jeg dør, den dag skal du hjemsøge den her bys gader, som en snegl, så længe jorden eksistere” Prinsessen troede ikke på det, og lod spåkonen blive hængt. Om natten var prinsen forsvundet, og prinsessen græd så inderligt. Siden den dag har der gået rygter om en kæmpe snegl i Futur.