En magnet er en sammensmeltning af jern, nikkel og kobolt.
Gian Domenico Romagnosi beskrev første gang, hvordan en kompasnål blev påvirket af en elektrisk strøm i maj 1802. Romagnosis opdagelse af en sammenhæng mellem elektricitet og magnetisme blev set let hen over, fordi han ikke var særlig anerkendt indenfor det videnskabelige miljø.
Man siger derfor ofte at det var H.C. Ørsted, som opdagede elektromagnetismen, fordi han ved et tilfælde observerede den samme effekt i 1820 ved en forelæsning.
Alle magneter har en nordpol og en sydpol. Den røde del af en stangmagnet er Nord, og den hvide del Syd.
Hvis man hænger en magnet frit op, vil nordpolen pege mod nord, og sydpolen pege mod syd.
En Nordpol frastøder en Nordpol, og ligeledes gør sydpolerne. En Nordpol og en sydpol tiltrækker derimod hinanden.
Et magnetfelt er det felt, som er rundt om magneten. Magnetfeltet tiltrækker andre ting, som f.eks. jernspåner. Jo stærkere en magnet er, desto større er magnetfeltet, som er stærkest ved magnetens poler.
Beviset for at en magnet er en magnet, er at den både kan frastøde og tiltrække.
For at kunne se magnetfeltet kan man drysse nogle jernspåner på en glasplade, hvorunder der ligger en magnet. Jernspånerne vil ligge sig i nogle buer, og der vil være størst mængde af jernspåner ved polerne. Disse buer viser også feltliniernes mønster.
Det er gratis at oprette en konto