Der var engang for lang tid siden, en pige der hed Linea Juul Nielsen, hun var 17 år. Hun boede i et meget lille hus, sammen med hendes bror og hendes mor, Linea havde aldrig mødt sin far, fordi at han stak af fra dem da hendes lillebror blev født. Linea kunne godt huske hvordan hendes far så ud, men hun vidste ikke hvor han var nu. Hun tænkte tit over hvor han var og hvad han lavede. Men inderst inde ville hun på en måde ikke se ham igen, for det han havde gjort med hende, hendes’ mor og hendes bror, var utilgiveligt. En dag da Linea var på vej hjem fra skole, så hun en far og en datter gå og snakke og grine. Hun blev meget deprimeret og fik tåre i øjnene. Det var det eneste hun kunne tænke på hele vejen hjem til huset. Da hun fik låst sig ind i huset, smed hun tasken på gulvet og løb op på sit værelse. Hun lagde sig i sin seng, kiggede op i loftet og begyndte at græde. Hun savnede egentlig at have en far at snakke med, sidst hun så ham var hun 8 år gammel, det er næsten 10 år siden sidst. Linea prøvede at sige til sig selv at hun fortjente bedre end ham, og at hun ikke havde brug for ham, for det han havde gjort var noget hun aldrig ville tilgive ham for. Linea følte sig meget deprimeret i flere timer, og det blev kun værre og værre. Hun begyndte at få tanker om at det måske var fordi at hun ikke var god nok til ham, og at hun ikke var noget værd, efter nogle timer fik hun bildt sig selv ind at hun ikke var god nok, og at hun ikke var noget værd. Hun satte sig foran spejlet og kiggede på sig selv, hun tog en beslutning. Her ville hun ikke være længere. Samme aften da hendes mor og hendes bror kom hjem, sagde hun at hun ville gå en tur. Hun gik ned af vejen, mens hun tænkte på at det måske ville være bedst for hende at hun bare forsvandt. Så gik hun forbi en mor der gik med hendes datter, så begyndte hun at tænke på alle de gode ting i livet, som hendes mor og bror, og hvor godt de egentlig havde det, bare de 3 sammen. Dem ville hun for intet i verden gøre kede af det, og det ville hun jo gøre hvis forlod dem. Derfor skyndte hun sig hjem med et stort smil på læben. Da hun var få meter fra huset kunne hun se en politi bil lige uden foran deres hus. Hun begyndte at løbe, hun løb så hurtigt hun kunne. Da hun var uden foran huset blev hun stoppet af en politi mand, som sagde til hende at hun ikke måtte gå ind før de var færdige med gerningsstedet. Hun kiggede chokeret på politi manden, selvom hun knap nok kunne tale pga. Chokket, fik hun dog spurgt betjenten om hvad det var sket, han fortalte hende at nogle af naboerne havde hørt et brag derinde fra, og havde ringet til politiet, mere vidste han ikke lige nu. Linea satte sig på knæ ned foran huset, hun kunne mærke tårene trille ned af hendes kinder, hun vidste ikke hvad der var sket, hendes tanker fløj vidt omkring, skulle hun miste en mor eller en bror? Hun kunne knap nok trække vejret fordi hun var så ulykkelig. Pludselig kom politiet ud fra huset, de bar på en stor sort sæk, hun løb hen og Linea fik fornemmelsen af at det var et lig i den sorte sæk, det kunne kun være hendes mor. Linea lagde hænderne på den sorte sæk som nu lå på en båre, hun kunne mærke kulden i sine hænder, hun kiggede op på en af betjentene som fortalte at hun var død inden de nåede frem til huset. Hendes mor var blevet skudt i hovedet. Linea gik i chok, hun begyndte at græde endnu mere end før. Linea kom i tanke om at hendes bror måske også var død, så uden at tænke sig om løb Linea ind i huset, politiet nåede ikke at fange hende før hun fandt sin bror, han lå på gulvet, han trak vejret han kiggede på hende, og lukkede så øjnene. Der kom ambulance folk for at hente ham, han levede stadig. Linea kørte med sin bror på hospitalet, de sagde til hende at han var blevet lam i kroppen af chok, fordi at han havde stået lige ved siden af hans mor, da hun var blevet skudt i nakken. De vidste ikke om han ville komme til at gå igen. Linea var ikke holdt op med at græde siden hun havde holdt hånden på sin døde mors krop. Nu skulle hun leve uden en mor og med en handicappet bror. Linea græd, hun kunne mærke at intet ville blive normalt igen, hun skulle nu leve uden hverken en mor eller en far. Hun kunne mærke gyset liste hen over hendes krop. Hun fik åndedrags besvær, hun blev nærmest kvalt i hendes egen gråd, hun gispede efter vejret, tanken om et liv uden sine forældre fik hende til at lukke øjnene.
Det er gratis at oprette en konto