Pearl Harbor: En matros' beretning

Jeg var matros, på det stolte skib Tennessee. Skibet lå til kaj, i den store havn Pearl Harbor på øen Hawaii. Det var den 6. december 1941, det var blevet sent efter at vi havde været ovre på det ny ankommende kampskib Arizona. I havnen lå der 8 kampskibe, Arizona, Oklahoma, West Virginia, California, Nevada, Pennsylvania, Maryland og mit skib Tennessee. Jeg gik ind på mit værelse, og gik til køjs. Jeg vågnede tidlig næste morgen, 7. december, da det var min tur til at gøre dækket rent. Jeg tog mit tøj på, og gik ud til kosteskabet. Der tog jeg en moppe og en spand, fyldte vand i spanden og gik op på dækket. Der begyndte jeg at skrubbe gulvet. Efter en times tid, kunne jeg se nogen prikker op i luften, nord for øen Oahu. Jeg tilkaldte udsigts-vagterne, pludselig gik alarmen i gang. Jeg skyndte mig ned af trapperne, imens højtalerne lød. Dette er ikke en test, i bedes at gå ned til kantinen, hvor i vil få nærmere besked. Da jeg kom ned i kantinen, fik vi at vide at vi skulle forholde os roligt og blive i kantinen. Imens, uden at vi vidste det, fløj 183 japanske fly over Pearl Harbor. Der bestod af 49 horisontalbombeflyvere, 51 styrtbombeflyvere, 40 torpedobombeflyvere og 43 jagerfly. Jeg kunne ikke holde ud at bare sidde der nede, så jeg løb op på dækket. Der var mange fly der styrtede ned, eksplosioner og skuddene fløj rundt omkring. Jeg så en mand i faldskærm, dale ned. Mit hjerte begyndte at dunke helt vildt, og sveden rendte af mig. han landede på dækket, jeg måtte ikke tøve. Jeg løb mod ham, overfaldt ham og begyndte at slå ham i hovedet. Der landede en bombe, ved siden af skibet og fik skibet til at krænge. Vi rullede begge to på vej ud over skibet, jeg prøvede fortvivlet at få fat i noget. Til sidst blev jeg nødt til at bremse op, ved at holde fast i gulvet. Jeg kunne mærke smerten, imens mine blod indsmurte hænder prøvede at holde fast. Pludselig fik japaneren fat noget, jeg tænkte at det her var min sidste chance. Jeg sprang så langt jeg kunne, og greb fat i hans fod. Han begyndte at sparke mig, skibet rettede sig op. Han rejste sig op, tog sin pistol frem og der lød et brag. Jeg kiggede op, da så jeg japanerne falde sammen. En matros kom løbene hen til mig, og drog mig op. Vi løb hen mod trappen, da der lød et brag. Det var skibet Arizona, der sank. Arizona, tog sine 1177 mennesker med sig ned under vandet. Vi skyndte os ned i kantinen, i kantinen var der panik. De havde nemlig også set skibet synke, det havde nemlig skræmt dem. Lidt efter lød der endnu brag, alle skyndte sig hen til vinduerne. Jeg blev nødt til at mase mig frem, efter lidt tid kom jeg frem til vinduerne. Det var skibet Oklahoma, der havde kæntret. Men få sekunder efter stoppede bombningen. Vi gik udenfor, himlen var helt sort af røg, men der var ingen fly at se. Vi prøvet at kontakte nogen af de andre skibe. Men angrebet var ikke slut. Pludselig kom der nye fly, 163 fly, som bestod af 54 horisontalbombeflyvere, 78 styrtbombeflyvere og 35 jagerfly. Bomberne fløj ned over det hele, en af dem ramte lige ved siden af vores skib. Der fik mig til at flyve ind i en pæl, som slog mig bevidst løs. Lidt efter vågnede jeg op, på skulderen af en matros. Han tog mig med ned i en redningsbåd. Da vi sejlede væk, kunne jeg se yderligere to skibe synke. Det var skibene West Virginia og California. Rundt omkring lå der skibs vrag, fra mindre skibe. Pludselig sank Nevada, der gjorde at der kom en kæmpe bølge. Der fik båden til at kæntre. Vi væltede ud. Jeg tog fat i et bræt, der lå på vandet. Jeg begyndte at svømme alt hvad jeg kunne, men bølgerne var for stærke. Jeg blev ved med at kæmpe, indtil jeg ikke havde flere kræfter. Jeg sank langsomt til bunds, alt var stille det var kun mig og mine tanker. Til sidste sortnede det.