På det seneste har jeg ikke været særlig tryg ved at bo i min lejlighed. Det har aldrig rigtig rørt mig, men efter alt det jeg er blevet bildt ind, er det hele blevet forstærket en del, altså lydene. Det er nogle lyde, der kun kommer, når det bliver mørkt. Jeg har følt mig nød til at overhøre, fordi det er et rigtig billigt og usselt kvarter, og jeg vil da også godt indrømme, at lejligheden ikke er i bedste stand. Men et par huller i væggen, indelukket luft og lidt larm er vel det, der hører med til en sådan en boligblok.
I frokostpausen på fabrikken sidder jeg som sædvanlig ved mit eget bord, for det kan jo umuligt være særlig spændende at sidde med en 40-årig, der har stået ved det samme samlebånd i 20 år, vel? Men en dag lytter jeg lidt til en gruppe bag mig, og hører ordet Kalmargade blive nævnt, og straks mister jeg fuldstændig koncentrationen omkring min mad. Jeg hører hvert et ord, og jeg tager også mig selv i at kigge hen over skulderen, men vender mig hurtigt, da mit blik møder en andens. Efter et stykke tid går det lige så stille op for mig, hvad det er de snakker om. Jeg bliver helt arrig efter at blande mig i samtalen, men lader alligevel vær. Samtalens handler om mærkelige hændelser fra mit kvarter, altså Kalmargade. Det er som om, at jeg kan sætte datoer på alt de snakker om. Jeg mener dage, hvor jeg har hørt disse underlige rumsterende lyde og en enkelt gang også skrig. Jeg har godt nok undret mig over alt dette, men jeg har aldrig rigtig været den nysgerrige type, snarere den ligeglade.
Det er gratis at oprette en konto