Havørred (Salmo trutta trutta) er den havvandrende form af arten ørred. Den fødes i ferskvand og vokser op der indtil den er blevet ung-ørred. Hvis den vælger at forblive i vandløbet, bliver den til en bækørred, og hvis den vandrer til en sø, bliver den til en søørred, men langt de fleste vælger at svømme ud i havet da havørreden er den dominerende form ligesom den var da arten opstod. Den unge havørred "smoltificerer" så, idet nogle specielle kirtler gør den i stand til at regulere mængden af salt i kroppen, og lader sig som "smolt" drive med strømmen til havet.
Flere fiskearter er i stand til at regulere saltindholdet i kroppen, men næppe i en grad så de kan udskifte et vandmiljø med et andet (salt- eller ferskvand). En undtagelse er de androme laksefisk, laksen og havørreden. Fisk i ferskvand har et højere saltindhold i kroppen end det omgivende vand, mens fisk i saltvand har et tilsvarende lavere.
I havet vokser den sig stor i 1-5 år. Den lever af tanglopper, tobiser, fluer, rejer, hundestejler og andre småfisk. Efter opholdet i saltvand vandrer den tilbage til ferskvand for at gyde. Det sker september-november, nogle gange senere. Somme tider dør fisken af udmattelse, andre gange overlever den, vender tilbage til havet og vokser sig endnu større hvorefter dens livscyklus starter forfra.
Det er gratis at oprette en konto