Cubakrisen er en betegnelse for de 13 dage i oktober 1962, hvor USA og Sovjetunionen var på randen af en atomkrig. Krisen var kulminationen på Den Kolde Krig, og det tætteste verden nogensinde har været på en krig mellem de to atommagter.
Krisen opstod, da Sovjetunionen påbegyndte opstillingen af en række raketanlæg til fremførsel af mellemdistance-raketter. Fuldt operationsdygtige ville disse raketter kunne nå Washington D.C. og en række andre strategiske mål i USA. Krisen stod på fra den 16. oktober 1962, hvor de sovjetiske missilinstallationer på Cuba blev opdaget, og 13 dage frem til den 28. oktober 1962, da den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov bekendtgjorde, at installationerne på Cuba ville blive demonteret.
Forhistorie
I 1952 tog Fulgencío Batista magten i Cuba ved et næsten ublodigt militærkup. Batista påbegyndte derefter sit voldsregime i Cuba. Batistas diktatoriske og undertrykkende styreform gjorde ham upopulær blandt den fattige del af befolkningen og førte til oprettelsen af en revolutionær bevægelse mod regeringen. I spidsen for revolutionen stod det cubanske kommunistpartis leder Fidel Castro, der tog magten efter afsættelsen af Fulgencío Batista i 1959.
Fidel Castro indledte hurtigt et samarbejde med det kommunistiske Sovjetunionen. En række reformer, og ekspropriering af landbrugsjord og værdier, der tilhørte amerikanske firmaer, fik USA til at ændre holdning til landet. Cuba var totalt afhængig af indtægterne fra landets sukkerrørsproduktion, der var verdens største. USA var på det tidspunkt Cubas største aftager af sukkerrør, men USA afbrød sine handelsforbindelser med Cuba, der derfor var tvunget til at søge nye alliancepartnere. Sovjetunionen, der ingen allierede havde på den vestlige halvkugle, så straks en strategisk mulighed i det lille land. Fidel Castro og Nikita Khrusjtjov indgik en handelstraktat, der indbefattede et lån fra Sovjetunionen til Cuba.
Det er gratis at oprette en konto