Dette er første gang i mit liv jeg skriver dagbog. Jeg har altid syntes, at der var noget meget gammeldags og underligt over at skrive sine følelser og tanker ned i en lille sort bog, som man gemte under madrassen. Men når man sejler alene over Atlanten, kan man faktisk indse at det kan blive nødvendigt, hvis ikke man skal føle sig helt alene. Så goddag kære dagbog, jeg hedder [NAVN A], velkommen til mit liv.
Kære Dagbog. Gaab
Hvad laver jeg egentlig her? Inden jeg tog af sted var jeg så kvalmende glad og spændt, at jeg næsten ikke kunne sidde stille. Nu er det, det eneste jeg laver. Sidde og kigge ud på havet og bølgernes gang. Og jeg kan sige dig, Kære Dagbog, at det kan blive lidt kedsommeligt i længden. Jeg har siddet og kigget ud på det samme hav i snart 5 uger. Det kan pludselig virke lidt meningsløst.
Kære Dagbog.
Jeg sidder lidt og tænker… Er det mon det hele værd? Det med rekorden og alt det. Jeg er lige vågnet og har siddet og spist min 35. Portion cornflakes med langtidsholdbar mælk. (Ja! 35 portion!) Maden er forfærdelig, jeg hundefryser og jeg er ved at kede mig til døde. Er det mon det hele værd?
Det er gratis at oprette en konto