”Århus er dejlig kedelig.” Dette er titlen på en artikel af Stig Olesen. Denne blev skrevet i 1992 og blev udgivet i Månedsmagasinet. I artiklen stiller Olesen skarpt på blandt andet Søren Kierkegaard, tid og for ikke at glemme kedsomhed.
”Hellere dø af grin, end kede sig ihjel!” således skrev Søren Kierkegaard i værket Vexeldriften. Dette motto er gået igen i mange år. Men hvis man læser artiklen ”Århus er dejlig kedelig” får man ikke just det indtryk, at den unge teoretiker og filosof Kierkegaard har haft meget at grine af i de år han levede i ”smilets by”. Stig Olesen skriver gentagende gange i artiklen, at byen nærmest skulle have taget livet af Kierkegaard. Olesen tager nok heller ikke meget fejl når man slår et blik hen over nogle af Kierkegaards tekster; ”Min sjæl er det døde hav, over hvilket ingen fugl kan flyve. Når den kommer midtvejs, synker den mat ned i død og undergang.” og ”Hvor er dog kedsommelighed rædsom – rædsom kedsommelighed.” Personligt vil jeg sige at jeg har læst mere opmuntrende tekster i mit liv. Derfor er det heller ikke en helt forkert iagttagelse Olesen har gjort sig. Men er det forkert at kede sig? Er det så slemt at man nødvendigvis skal foretage sig noget konstant? Det er de spørgsmål Olesen stiller i artiklen her. I følge hans egen inspirationskilde til artiklen – nemlig Kierkegaard – føler teoretikeren lige det modsatte af det ovenstående. Han siger ”de som ikke keder sig, keder i almindelighed andre. De der ikke keder sig, er i almindelighed dem, der på en eller anden måde har travlt i verden, men disse er netop derfor de allerkedsommeligste, de utåleligste.” Så siger Kierkegaard måske i virkeligheden at dem der keder sig, er klogere end dem der altid farer rundt? Hvis det er tilfældet så deler han overbevisning med Stig Olesen. Olesen mener at hvis Kierkegaard ikke havde kedet sig som han gjorde, havde han måske ikke været så dygtig som han var, eller så berømt som han er. Han begrunder dette med at Kierkegaard – ganske simpelt – havde mere tid. Tid til blandt andet at filosofere. Men kan man alene på baggrund af dette eksempel bestemme om det er godt at kede sig? Ligesom Olesen siger har jeg ligeså altid fået at vide, at det kun er dumme mennesker der keder sig. Men hvis det er faktum skyder man jo hele idéen om Kierkegaards filosofier ned, da han jo efter sigende var en af de bedste filosoffer udelukkende på grund af Århus’ uendelige kedsomhed. Men hvad er kedsomhed så? Er det produktivt eller er det bare et spild af tid? I artiklen tegner Olsesen et billede af filosoffen Kierkegaard som en mand, der ingenting giver sig til udover at sidde og tænke og skrive. Olesen fortæller at Kierkegaard i flere år boede i Århus, hvor samme rutine gentog sig igen og igen, hvor kedsomheden gennemborede ham. Det ville være relevant at sammenligne med egne oplevelser, som en form for modspil til Olesen og Kierkegaards teorier om kedsomhed. Jeg tror dog næppe jeg har kedet mig så meget, som Kierkegaard synes at have gjort. På den anden side er det dog vigtigt at forstå Kierkegaard levede i 1800-tallet, hvor ting som fjernsyn, computere og blade også videre ikke var opfundet. Dette faktum fremhæver Olesen også i sin artikel. Verden har ændret sig så meget over de sidste 150 år (Kierkegaard dør i 1855). Det er derfor svære at finde ud af hvordan det har været at leve i en tid uden elektronik. Nutidens hverdag er bygget op af elektronikken. Uden elektronik ville intet (!) kunne fungere. Hvis man kan forestille sig en verden med konstant strømsvigt, ville det have været som at leve dengang. Det må have været ualmindeligt kedeligt for et nulevende menneske, da dette er vant til elektronikken. Det er derfor det er så ualmindeligt svært at sætte sig i en situation, man ikke kender noget til, eller ved noget om. Jovist har alle da kedet sig, bevares! Men for mit vedkommende har jeg altid tyet til det elektroniske, netop i form af enten computeren eller tv’et, hvis jeg har kedet mig, og har derfor sjældent kedet mig i mere end højst en time af gangen, fra da jeg var helt lille. Men i den ene time hvor jeg da har kedet mig, har jeg ikke tænkt at jeg brugte min tid produktivt; fordi jeg eksempelvis sad og ventede på et tog. Nærmere det modsatte. Man føler det som en time spildt af ens i forvejen korte liv, når man sidder der og stirrer på de blanke jernbanespor. En gåde er det for mig at Kierkegaard har udrettet noget tilnærmelsesvist kreativt i en sådan tid, uden noget som helst at give sig til (set fra et liv, levet i elektronisk tid). Hverken Kierkegaard, Stig Olesen eller jeg, finder næppe svaret på om kedsomhed er lig genialitet eller bare spild af tid, da der kan ses på kedsomhed på mange forskellige måder, alt afhængigt af hvem man spørger. Faktum er at der er forskel på måden at leve på i midten af 1800 tallet og det nye år tusind. Alene af den grund må der være forskellig opfattelse af tid, og deraf kedsomheden, som i virkeligheden bare er tid, der er spildt på at filosofere eller at vente på det næste tog hjem.
Det er gratis at oprette en konto