Dan Turéll: Vangede Billeder, analyse

Kunstneren Dan Turéll blev født den 19. marts 1946 i den lille forstad Vangede lidt nord for København, som også blev rammen for hans debutroman, ”Vangede Billeder” (udgivet i 1977), der senere skulle blive hans store gennembrud. Dan Turéll (eller ”Onkel Danny” som han kaldtes) blev en unik personlighed i dansk litteraturhistorie, ikke blot på grund af hans skæve personlighed og image, men i høj grad også på grund af hans revolutionære tilgang til sproget i sig selv. Onkel Danny nåede at udgive en hel del digte, noveller, romaner, lydbøger, og cd’er inden han døde af kræft den 15. oktober kun 47 år gammel.

Romanen ”Vangede Billeder” er titlen på Vangedes egen selvbiografi fortalt af Dan Turéll, som selv var en Vangede-fugl fløjet fra reden. At Vangede-fuglen Dan Turéll lige netop var en Vangede-fugl, erfarer man tidligt i passager som: ”… der var altid et eller andet fremmedlegeme i den dejg: en tændstik, hans hovedhår den overgang da det begyndte at falde af (men det gik da over da han til sidst var pilskaldet), eller – som det i hvert tilfælde én gang skete for mig – en 25-øre, simpelt hen en 25-øre som man var lige ved at knække tænderne på – men selvfølgelig en fed forretning, da studenterbrød jo kun kostede 10 øre.)”, ikke kun fordi han i dette eksempel henviser til sin egen erfaring, men fordi hans engagement og nærvær virkelig skinner igennem her og i hver eneste sætning på hver eneste af de 200 sider. Det er denne interaktion med læseren (stærkt hjulpet på vej af det faktum at historien er skrevet i Jeg-fortæller) der gør romanen både personlig og spændende, på trods af at bogens handling ikke ligefrem er nogen ”soap opera”. Det er den der gør at man ikke føler at man læser bogen selv, men derimod faktisk får den fortalt af den seje Vangede-patriot Onkel Danny, og det gør romanen langt mere levende og virkelig end nogen ”soap opera”! Det er det specielle ved Dan Turélls måde at formulere sig og skrive på; han river en med ind i en verden som man straks er på bølgelængde med, og jeg tror at det i ”Vangede Billeder”’s tilfælde er for helt bevidst, for at forsøge at få læseren til at føle bare en smule af den kærlighed, som forfatteren tydeligvis selv nærer til sit barndomshjem. Prøve på at vise læseren hvor unik Vangede var – det sker dog ikke på nogen direkte måde, for det står bogstaveligt talt ikke i teksten, men kan derimod læses i hans små kommentarer, de små personlige sætninger som faktisk forekommer ret sjældent i beretningen, og som - hele bogen taget i betragtning - fortæller os at Vangede var hans liv og verden. Dette budskab skinner klart igennem, og på trods af hvor småborgerligt og luset et billede han sætter op omkring Vangedes ydre, rør det ikke fortællerens holdning undervejs (der bliver for eksempel ikke bygget flere og flere negative adjektiver på undervejs i historien) og dermed heller ikke læserens. Vangede ender i sidste ende ikke kun med at være Dan Turélls, men også på en måde også vores.