Svenskeren

Jeg kan ikke lide svenskere! Uhh, hvor kan jeg ikke lide svenskere! Specielt ikke lyshårede svenskere, der har tendenser til, at forelske sig i unge teenagere, hvor der er tyve år i aldersforskel! Jeg kan heller ikke døje svenskere, der udlever deres drøm, selvom de mister familie, venner og børn på den konto. Jeg har aldrig kunnet lide svenskere, der kan synge og som elsker, at gå amok på en scene. Svenskere der siger, at de elsker mig? De burde hænges ved solopgang! Hvor var du i går? Jeg ringede til dig igen og igen og igen og igen. Du tog ikke telefonen en eneste gang og det har du heller ikke gjort i dag. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg plager alt og alle omkring mig, med alle mine bekymringer for dig. Solen eksploderede for mine øjne og jeg troede, at NU gik jeg fra forstanden. Kendsgerningen er bare, at det, gik jeg for lang tid siden! Jeg ønsker at røre dig. Mit syn skifter mellem hvad jeg ønsker, at se og hvad jeg rent faktisk ser. Jeg ser små glimt. Du tager om mig. Vejen jeg cykler på. Dit ansigt foran mit. Vejen svinger let. Du lukker dine øjne. En hare løber ude på marken. Jeg kysser dig. Den friske luft, der bliver pustet ind i mit ansigt, af vinden. Duften af kvinde. Vinden, den kolde vind. Hvordan din tunge leger med min. Ganske let vind. Hvordan du langsomt lægger mig ned på sengen. Jeg tramper i pedalerne, det går let op af bakke. Du tager langsomt min kjole af og smider også dit eget tøj. En ko der siger muh. Din blide hvisken og stønnen i mit øre. Vejen der atter svinger. Dine hænder der går på opdagelse på min krop. Vinden der giver mit et hårdt skub. Du tager fat om mine ben, spreder dem og trænger op. Vinden der leger med mit hår og kaster det ind mod mit ansigt. Dine lette bevægelser ovenpå mig. En måge der flyver tæt forbi. Hvordan du kysser hele min nøgne krop. Mig der vælter på cyklen. Jeg rejser mig op og børster tøjet af, kigger mig omkring. Var der mon nogen der så det? Godt det var langs grusvejen ud til skoven og ikke inde i byen, folk ville have grint hvis jeg kørte ind i kantstenen på den måde. Jeg beslutter mig for, at koncentrere mig det sidste stykke. Der går ikke mere end et minut før, jeg har sat cyklen i cykelstativet. Nu kan den begynde. Min vandring. En vandring til benene, jeg trænger til, at røre mig lidt i dag. En vandring i tankerne, jeg håber på, at finde en løsning. Det skete for et år siden. Det startede jo bare som en kontakt fra min side af. Et svar. Et svar. Et svar. Et svar. Det endte som dette her, et eventyr. Og en tur til helvede! Lige nu ER jeg faktisk i helvede. Jeg foretrækker næsten, når du råber noget ubehageligt til mig på svensk. Jeg foretrækker når du siger, at du hader mig. For så hører jeg i det mindste din stemme og jeg hører dine tanker. De siger at man skal synge det, som man ikke kan sige. Det der ikke kan spilles, skal glemmes igen. Det eneste jeg kan synge lige nu, er det skrig som forlader min mund og får fuglene i træerne til, at lette. Jeg kan ikke komme på nogen melodi, slet ikke en eneste tone jeg kan spille hjemme på pianoet. Intet. Måske er det bare bedst, at glemme det hele igen? Kære svenske