At gå i Hasle

Mens jeg går, kan jeg svagt dufte blomsterne og det nyslåede græs ved nogle af haverne fra Solhøjvej, blandet med en stank af gødning som hærger over hele byen. Vejret er gråt og kedeligt. jeg tænder derfor min mp3 og sætter en sang på, som i løbet af ingenting kan bringe tusindvis af minder frem. Jeg får lidt den fornemmelse af at man står et sted, tilbage i tiden, hvorfra man har de minder fra sangen. Jeg ser det hele for mig som det var den gang, men jeg behøver bare at åbne øjnene for at finde ud af at det ikke helt er sådan det foregår. Enten skinnede solen på en varm sommerdag, eller også øsede det ned. Jeg husker engang for ca. et år siden, det må havde været sommerferie, hvor en veninde og jeg plejede at gå til den nærmeste fakta, købe en pakke is og selv stå og spise dem på en legeplads. Vi tog ofte hjem til hende derefter, ellers hang vi bare ud ved selve Hasle skole, hvis vejret var godt. Engang var vi endda ovre og besøge vores såkaldte ’barndomshjem’, som lå længere nede mod Brabrand. Sjovt nok havde vi begge to meget vi kunne huske fra dengang, selvom vi overhovedet ikke kendte hinanden, men alligevel havde boet et par huse fra hinanden. Jeg glemmer aldrig den dag vi tog derned for første gang i mange år. Vi startede med at være sammen med min daværende meget gode ven, også ekskæreste, som boede i Bispehaven lige overfor. Efter vi havde fulgt ham hjem, besluttede vi os få at gå hele vejen ned til Ryhaven, selvom vi var ret usikre på hvor det helt præcist lå. Men vi fandt det. Det så nogenlunde bekendt ud, bortset fra legepladsen som var revet ned, og træerne der var bleven fældet. Havde det sket medens jeg boede der, var jeg bleven rasende. Men til gengæld var det måske ikke helt så skummelt at gå der når det var mørkt, som det plejede.