Bograpport: Sølvbroen

Bogen ”Sølvbroen” starter med, at hovedpersonen Kristoffer ser sin mor skifte deres dørskilt ud. Kristoffers far skal ikke længere stå på skiltet. Så går tiden 8 måneder tilbage, hvor Kristoffer sidder og spiller computer, han hører pludselig en der råber inde i stuen, det er hans mor, hun er lige ved at græde, men hans far lyder bare ligeglad med det hele og mumler. Kristoffer skruer højere op for musikken, for at undgå deres skænderi. Hans far Jes kommer ind og beder ham om at skrue ned for musikken. Hans far er høj og muskuløs og har lyse krøller. Jes foreslår Kristoffer at de tager på kanotur til Sverige til sommer, men det har Kristoffer ikke lyst til. Han har mere lyst til at være derhjemme og spille et spil der hedder doom. Men Kristoffer siger ja til det, det er som regel aldrig blevet til noget, når hans far har sagt sådan noget. Kristoffer begynder at tænke lidt over tingene og kommer så til at tænke på hvorfor det er uden hans mor. Han kommer til at tænke på, om de skal skilles. Det bliver sommerferie og de tager af sted til Sverige. På færgen syntes Kristoffer at hans far er pinlig pga. han spiller smart over for nogle unge mennesker der sidder bag ved dem. Da de kommer til Sverige står der en meget lille svensker og venter på dem. Svenskeren siger kanut i stedet for kano. De er sammen med nogen andre mennesker, Kristoffer får øje på en pige der har mørkt hår, hun har også bøjle. De kommer så i gang med at ro, men Kristoffer bliver hurtigt øm i armene. Han bliver også træt af at høre på hans far, der retter på ham. Da de så kommer i land, slår de et lille kuppeltelt op, de kan næsten ikke være derinde i. Kristoffer vågner på et tidspunkt, midt om natten, hvor han kan se at hans far sidder udenfor og græder, Kristoffer lægger sig til at sove igen. Der går 3 dage. Kristoffer har vænnet sig til hele tiden, at skulle sejle i kano. Han får en snak med sin far om voksealderen og hvordan hans far levede dengang. Senere den aften møder de hende Louise og hendes mor. De sidder og snakker lidt alle sammen, efter et stykke tid går Kristoffer og Louise lidt væk. Han finder ud af, at Louise ryger. Næste dag sejler de igen, men Jes falder i vandet, Kristoffer bliver meget bange, men får hjulpet sin far op igen. Hans far fortæller ham efter han er kommet op, at det var en prøve. Kristoffer kommer i tanke om engang, han lå hjemme på sådan en sygehus seng, hans mor ville ikke tale med hans far, det gjorde Kristoffer sur. Kristoffer vågner en nat hvor han skal tisse, han ser kanoen er ovre på den anden side af søen. Han springer i, på vej derover er der noget der får fat på ham, men hans far når lige at redde ham, inden han drukner. Han spørger så sin far om de skal skilles men det skal de ikke. Næste morgen får Kristoffer at vide at hans far skal dø af en hjernesvulst og at han højest har 5 måneder tilbage at leve i. Kristoffer bliver rasende. Dagen efter er han alligevel kommet over det og er frisk på at tage hjem. På den sidste tur hjem, strejfer solen vandet og danner en sølvbro på vandet. Den aften kom Kristoffer længere ind i sig selv, end han nogensinde havde været før. Det var som om han lærte sig selv, bedre at kende. Otte måneder efter at hans far er død, får vi at vide at Kristoffer er kommet helt oven på igen, efter hans fars død. Jes døde mellem 1. Juledag og 2. Juledag. Som Person har Kristoffer også udviklet sig meget og så er han vokset fysisk. For at mindes hans far løber Kristoffer nogle gange ned til stranden, hvor han har lavet et gravsted til sin far. Her har han stillet en sten og når solen står op, danner det en Sølvbro over vandet.