Når terror bliver nær

Rasmus og Alex Lund var på ferie i Egypten, byen Sharm el-Sheik, da der, få hundrede meter væk fra deres hotel, sprang en terrorbombe. 19-årige Alex forklarer her, at trykket fra bomben føltes som at få en knytnæve i hovedet. Terroristerne sprængte syv bomber, og der døde omkring 90 mennesker. Alligevel valgte de fleste turister at fortsætte deres ferie. I løbet af de sidste år er antallet af terrorangreb steget voldsomt, og det er blevet til et begreb, alle kender og frygter. Sharm el-Sheik i Egypten er en af de turistbyer, der er blevet ramt hårdt af terrorismen. Terrorangrebene bliver begået af egyptere selv, der er utilfredse med regeringens samarbejde med USA. De vælger at slå ned ved turistede steder, da det er en rigtig stor del af regeringens indkomst og det derfor lægger et stort pres på regeringen. Bølgen af terrorangreb startede den 11. september 2001, hvor USA blev ramt af flere alvorlige angreb. Kl. 8:45 og 9:03 blev World Trade Center ramt af kaprede fly, der resulterede i, at begge bygninger styrtede sammen, og ca. 3000 mennesker døde under angrebet. Verden over sendte tv-stationer live fra New York, og folk kunne sidde i deres stuer og følge tragedien minut for minut. Samme dag styrtede et fly ned i Pentagon-bygningen, og der døde omkring 200 mennesker. Der var planlagt et fjerde angreb, et fly skulle være styrtet ned i Det Hvide Hus i Washington. Men i dette fly lykkedes det flypassagererne at overvinde terroristerne, så flyet styrtede ned på en mark i Pennsylvania. Der var ingen af passagererne i de fire fly, der overlevede. Den 11. september startede et nyt kapitel i verdenshistorien. I dag er mange mennesker bange og frygter lignende hændelser, og nærmest ugentligt kan vi høre om udførte eller planlagte terrorangreb i tv-avisen. Siden 11. september har der været to store terrorangreb i Europa, i Madrid, 2004, og London, 2005. Terroren er dermed kommet tættere på Danmark, og det føles som et spørgsmål om tid, før Danmark også bliver ramt. Det er heldigvis ikke sket endnu, og efterhånden bliver frygten mindre. Min hverdag har ikke ændret sig som sådan efter den 11. september 2001. Jeg tænker ikke over terror i hverdagen, og jeg frygter det ikke. Men jeg var i New York i sommerferien 2005, og der mærkede jeg et strejf af, hvordan terroren og frygten alligevel har påvirket mig. Bare det at komme ind i New York tog mange timer, der skulle tages billeder af os, de tog vores fingeraftryk osv. Det siges, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, men her følte man sig nærmest anklaget som terrorist, selvom man bare kom for at holde ferie i to uger. Når metroen gik i stå, mens vi sad i den, kunne jeg godt mærke, at man lige skulle synke en ekstra gang, og jeg blev nervøs for, hvad det nu var, der skete. En dag var den metrostation, vi plejede at stå på ved, lukket pga. bombetrusler. Der kørte tankerne også rundt i mit hoved: Tænk, hvis der faktisk havde været en bombe, og vi havde været på stationen, da den sprang osv. Bombeattentatet i London skete, mens vi var i New York, og i de to uger, vi var af sted, frygtede jeg, at der ville ske noget i Danmark, mens vi var væk. Det er kun med attentatet i London, jeg har haft det sådan. Måske fordi det ligger så tæt på Danmark, at jeg var overbevist om, at næste gang var det Danmarks tur. Danmark har været involverede i nogle ting, f.eks. samarbejdet med USA og Muhammed-tegningerne, som