Hjertevognen

.. Så hver aften, efter Karl var gået hjem, begyndte jeg og bygge videre på Hjertevognen. Jeg havde ikke lige tænkt på hvor svært det var at måle op, og hvor mange tusinde søm der skulle til, men det måtte gå som det nu gjorde. Nu skulle jeg skære selve hjertet, men så kom jeg i tanke om en ting! Jeg vidste jo ikke hvor høj Lisbeth var? Jeg vidste jo godt at hun var omtrent lige så høj som jeg, men det skulle være helt perfekt med den vogn, for tænkt nu hvis jeg kom til at lave den for lille, og Lisbeth så ikke kunne sidde inde i den. Det måtte ikke ske. Så jeg var lige ved at give op, da jeg kom i tanke om at hun altid sidder foran mig i bussen, på vej til skole, det måtte jo passe til målene i Hjertevognen. Jeg gik derfor ind og lagde målebåndet i min skoletaske, så jeg havde det med til næste dag.

Næste dag kom Lisbeth ikke i skole. Så jeg tog målebåndet med igen næste dag, og der var heldet med mig. Troede jeg. Lisbeth sad, som altid, på pladsen foran mig og Karl, sammen med hendes bedsteveninde, Tina. Jeg tog mit målebånd frem, og begyndte at måle, det hele gik rigtig godt, indtil Tina, som altid skulle blande sig i ting, vendte sig om begyndte at spørge ”Hvad laver du? Hvorfor måler du Lisbeths sæde?”. Jeg kiggede på hende, uden at svare. ”SVAR MIG NU?!” nærmest råbte hun ud over hele bussen. ”Fordi..” og så noget jeg ikke at sige mere, før hun begyndte at skråle ”Du er forelsket i Lisbeth, du er forelsket i Lisbeth!” mens hun var ved at dø af grin over sig selv, samlede jeg målebåndet sammen igen, og lagde det ned i tasken, mens jeg surt kiggede ud af vinduet, men jeg kunne mærke at Lisbeth kiggede på mig, men jeg lod som ingen ting. Karl spurgt heldigvis ikke om noget indtil vi kom hjem. Da vi kom hjemme satte vi os på mit værelse, og spillede play station. Det kunne jeg meget godt lide fordi, så talte man ikke så meget sammen, for ville helst gerne slippe udenom den pinlige episode i bussen i dag. I spillet kunne man bare gå og skyde hinanden ned, uden at blive tvangsfjernet, og komme på børnehjem, og sikkert ende som alkoholiker. I dag kunnet jeg godt havde plaffet Tina ned, for straks da vi kom over i klassen, skyndte hun sig over til alle de andre piger, som altid sad ovre i det ene hjørne i klassen, og bagtale alt og alle, og fortalte om hvad der var sket i bussen. Resten af dagen, måtte jeg høre på ”du er forelsket i Lisbeth, du er forelsket i Lisbeth”, der kunne jeg godt havde gået amok, ligesom man ser på film, men jeg tog det roligt, men blev helt rød i hovedet i stedet. Mens jeg sad der i mine egne tanker, blev jeg pludseligt afbrudt af Karls snøvlende stemme, der spurgte ” det der i bussen i dag..?”. Hvor ville jeg ønske at det ikke var kommet på bane, men siden han var min bedste ven, blev jeg vel nød til at fortælle ham det hele, så jeg fortalte ham om hvordan jeg hele sommeren, havde været forelsket i Lisbeth, og til sidst fortalte jeg om den hjerte formede vogn, jeg var i gang med at bygge, ude bagved huset. Mens jeg fortalte, sagde Karl ikke rigtig noget. Han kom nogle gang med et brummende ”mh” eller et lille nik, men ellers sagde han ingenting. Da jeg var færdig, gik der lidt tid før han sagde noget igen, indtil lige pludselig spurgte ”må jeg se den der vogn?”. Jeg blev lidt genert, men tænkte at nu var det værste jo overstået, for jeg havde fortalt ham om mine følelser for Lisbeth, og om Hjertevogn, så kunne han vel lige så godt også se den.