Stemningen er præget og domineret af frygt, af angst. Det er musestille udenfor. Vejene er tomme, tågede, og ensomme. Det eneste man kan høre er ens tanker. Omgivelserne er farveløse, kun i sort og hvid. Døden er over det hele, den kan ses, den kan mærkes. Fornuften, hjernen har meldt sig fra, de nægter erkendelsen af den realitet, de er tvunget til at befinde sig i. Pludselig hører jeg et brag, et brag der får den tungeste og højeste bjerg til at ryste, og verdenen udenfor lyser op af forskellige farver, som var det nytår, men intet fyrværkeri kan måle sig med en høj teknologisk bombe, der blev skabt for at destruere selv den mindste levende organisme på jorden. Og her sidder jeg og er en del af en kamp, som jeg på ingen måde har valgt eller ønsket, men blot er blevet tvunget til at være en del af. Intet vand, ingen elektricitet, intet brød, men kun os isoleret og spærret inde i en lejlighed, velvidende at vi kan være det næste mål. Tankerne flyver i mit hoved, helt usorteret og fornuftstridigt. Det er kun noget jeg har hørt om og set i fjernsynet, men aldrig tænkt, at det vil blive en del af mine ”hverdage”, mine oplevelser, min identitet og Min Historie. Og alligevel sidder jeg her med en følelse af et eksistentialistisk øjeblik i en hel urealistisk situation. I en meget ugenkendelig, kaotisk, fortvivlet, usikker og døds skræmt version af mig selv er jeg med til at træffe et valg, og ikke hvilket som helst valg, men et valg der vil diktere min skæbne. Og jeg sidder stadig her, angst og overvældet af stærke følelser, ambivalente følelser. Vi er dødsdømte lige meget hvilket valg vi træffer. Forlader vi stedet, er vi dødsdømte, idet alt levende på gaden bliver bombet, bliver vi i huset er vi også dødsdømte, idet alt er ét militært ”mål”.
Det er gratis at oprette en konto