De elleve svaner blev nedskrevet i 1823, på baggrund af en gammel fortælling. Fortællingen er dog stadig et folkeeventyr, da man har forsøgt at gengive fortællingen uden at bearbejde den. Det vides, at H.C. Andersen kendte til folkeeventyret ”De elleve svaner”, da han skrev sit eventyr ”De vilde svaner”. Dette forklarer de meget ens handlingsforløb i eventyrerne.
For at forstå et eventyrs handlingsforløb, kan man bruge aktantmodellen. Aktantmodellen giver til dels udtryk for hvem hovedpersonen er, og hvad hovedpersonen prøver på at opnå. I De vilde svaner er pigen/kongedatteren subjektet, som bliver sendt af sted på sin færd af kongen/faderen. Hun vil prøve på at befri hendes brødre, så de gøres derfor til objektet. Pigen får hjælp på sin færd af en gammel kone, der guider hende på vej til svanerne. Modtageren kan både være pigen og brødrene. Brødrene bliver befriet for deres forbandelse, så de opnår derfor også en frihed, men da subjektet er pige, er det hende der også ender med at være modtageren. Modstanderen er biskoppen og heksen, der vil forhindre pigen i at redde brødrene, dog er det en ”ubevidst modstand” biskoppen yder, da han tror hun er ond. Det er meget atypisk at kvinden/pigen i eventyret, da kvinden som regel ikke havde en betydelig rolle i tiden hvor H.C. Andersen har skrevet eventyret. Der kan argumenteres for, at der kan være flere forskellige sideløbende aktantmodeller i dette eventyr. Man kan argumentere for, at brødrene er subjekt og objektet er friheden for deres forbandelse. Giveren er kongen og modtageren er brødrene. I dette tilfælde vil pigen ses som hjælperen, og modstanderen vil dog stadig være heksen og biskoppen, der vil forhindre pige i at hjælpe brødrene. At der dermed kan være flere aktantmodeller i spil, giver udtryk for, at der er forskellige handlingsforløb i eventyret, alt afhængig af hvilken vinkel man læser det fra.
Det er gratis at oprette en konto