Det regnede. En stille silende regn. Det var et rigtigt fiskevejr. Hagråd skuttede sig. Hans frøs lidt, men det var han så vandt til. Rigtig varmt var der aldrig i huset.
Han var stået tidligt op. Fundet et stykke gammelt brød, som han spiste. Rodede lidt op i arnen, så flammerne blussede op og gav og lidt varme til de sovende, og så var han gået ud. Fandt sin fiskestang og begyndte at trave hen over de mudrede marker og ned til mosen. Hagråd ville skaffe sin familie mad. Han ville fange den store sude, han engang havde set.
Han var alene. Man skulle ikke komme snakkende hen til det åbne vand i mosen for at fiske. Snak ville skræmme fiskene væk. De var sky. Man skulle være stille og liste forsigtigt frem. Det var vigtigt hele tiden at passe på, hvor man satte fødderne, så grene eller andet ikke støjede. Jorden gyngede under Hagråd jo længere han kom ud i mosen. At gå i en mose var ikke ufarligt. Trådte han uden for trædetuerne, kunne han miste balancen og falde ud i det sorte mosevand og drukne. Faldt man i, var det som, blev man trukket ned. Jo mere man kæmpede for at komme op på land igen, des dybere sank man. Han havde hørt masser af uhyggelige historier om, hvordan både dyr og mennesker havde mistet livet i en mose. Der blev også fortalt om, at man en gang havde smidt farlige mennesker ud i mosen, som straf for forbrydelser, de havde gjort.
Det er gratis at oprette en konto