Jan-Johans erindringer om 'Dyngen af Betydning'

Hej, jeg hedder [NAVN A]. Jeg vil fortælle, om det jeg husker, og føler omkring tiden med Dyngen af Betydning og Pierre Anthon.

Jeg husker det tydeligt. Selvom det er otte år siden, så husker jeg det som om, vi stadig var i gang med Dyngen af Betydning. Jeg husker, at jeg følte mig som en leder i starten. Det var mig der kaldte sammen til møder. Jeg holdt talerne, når det skulle gøres. Efter min personlige mening, så var det mig, der startede Dyngen af Betydning, hvis man ikke tænker på Pierre Anthon. Man kan vel godt sige, at det var mig, der sørgede for, at alle mistede betydningen i deres liv, for det var mig, der pressede på hver eneste gang noget skulle ligges i Dyngen af Betydning. Nogle vil tænke, at nogle af os slap lettere end nogle. De ville måske sige, at Agnes slap billigere end Sofie. Men sandheden er, at vi alle afgav noget, som havde betydning for os. Derfor vil jeg selv sige, at vi alle var lige i den historie. Men jeg føler dog alligevel, at jeg fik en straf, som jeg skal leve med resten af mit liv. Jeg mistede min pegefinger. (…) Før i tiden, omkring 13-års alderen, så kunne jeg spille guitar og synge sange som kun de færreste kunne. Men efter episoden med Pierre Anthon, er jeg stoppet (af gode grunde) med at spille guitar. At miste en finger giver jo en slags handicap. Men jeg synger stadig selvfølgelig. Pierre Anthon tog min finger fra mig, men ikke min stemme. Jeg synger, og det vil jeg blive ved med at gøre. Jeg tænker dog mere over hvad jeg synger nu. Jeg er blevet 21 år nu. Jeg synger sjældent The Beatles sange. Før sang jeg sange fordi jeg havde lyst. Jeg tænkte ikke over, hvad det var for en sang, hvis den bare havde en god melodi. Nu tænker jeg mere over hvad det er, jeg synger. Jeg synger sange, som har en slags... betydning. Jeg bruger faktisk ikke det ord meget mere. Betydning. Noget betydningsfuldt. Noget ubetydeligt. Ubetydelige sange vil jeg ikke kendes ved. For hver ny sang jeg hører om, skal jeg se teksten og hører den med mine egne øre, før jeg selv vil så meget som tænke på den. Jeg vil kun synge sange, hvor jeg kan sætte mig selv ind i. En sang, som fortælle om noget man har mistet. Eller måske en sang, som fortælle om noget man savner. Man kan vel godt sige, at selvom jeg kun er 21 år, så er jeg livsklog. Det føler jeg selv. Men måske er jeg det ikke. Jeg kan jo aldrig være helt sikker på, hvad jeg ved, og hvad jeg ikke ved. Jeg føler måske bare, at jeg har styr på det meste, men det har jeg i virkeligheden ikke. Måske er alt det jeg tror forkert. Eller måske ikke. Det kan ikke vides. Der er faktisk ingenting i verden der kan vides med sikkerhed. Intet. Det minder mig om Pierre Anthon. En dreng som troede, at der ikke var noget der havde betydning. Betydning var ingenting. Man blev født for at dø. Når jeg tænker på de ting han råbte efter mig og alle de andre, så kan jeg tænke over hvad betydning virkelig kan være. Er betydning en sort fodbold? Et par grønne sandaler, eller en neon-gul cykel? Eller er det et kæledyr? En død lillebror, en uskyldighed, eller en pegefinger? Ja. Der kan ikke sættes ord på betydning. Hvis betydning virkelig eksisterer. Pierre Anthon ville sikkert have sagt, at betydning er ubetydeligt og intet værd. Sofie ville måske have sagt, at betydning er overalt, og alt er af betydning. Det lyder helt forskelligt, men jeg selv er sikker på, at på en eller anden måde, er det det sammen. Betydeligt. Ubetydeligt. Jeg har ikke brugt nogle af de ord så meget som jeg bruger dem i dag. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville skrive ned, hvad jeg tænker, føler og husker fra tiden med Dyngen af Betydning. Dyngen af Betydning. En dynge, eller en bunke? Med betydning, eller ingen betydning? Dyngen af betydning. Bunken af ubetydelighed. Begge dele er langt fra hinanden, men samtidigt tæt. Der er ikke langt fra betydning til ubetydelighed. Det er jeg sikker på, at vi bevidste i 7. A. Vi solgte vores betydning. Vores Dynge af Betydning. Pierre Anthon sagde, at hvis det virkelig havde betydning, så have vi nok ikke solgt dyngen. Jeg føler mig ikke glad lige nu. For jeg er nødt til at sige, at han havde ret. Og det er jo et bevis på, at betydning og ubetydelighed er tæt sammen. Alle andre kan sige hvad de vil, men forskellen er lille. Spørg bare Frederik. Han afleverede Dannebrog. Og han gik med på, at sælge Dyngen af Betydning. Man kan vel sige, at han solgte sit fædreland. Og hvad med Rikke-Ursula? Hun mistede ”bare” sine blå fletninger. Det lyder måske ikke af meget, men de fletninger var en del af hendes personlighed. Man kunne spørge hvem som helst i vores gamle klasse i Tæring. Man kunne også spørge en hvilken som helst lærer. Hvem har 6 blå fletninger? Alle vidste hvem det var. Rikke-Ursula. Alle kunne måske ikke navnet, men de kendte hende. De fletninger gjorde hende til noget særligt. Hun var betydning for vores klasse. Hvem havde måske ellers 6 blå fletninger og gik i sort tøj? Hun var en fælles betydning i 7. A i Tæring Skole. Hvis der er nogen der læser dette lige nu, så er jeg sikker på, at der sidder mindst én der ved hvad Dyngen af Betydning havde, og tænker ”Og hvad så? Tingene kan erstattes, ikk’?” Selvfølgelig. Nogle af tingene kan måske, men det er jo ikke det samme. Sebastian kan få en ny fiskestang, men han vil tænke, at det ikke er den samme. Laura kan få et par nye øreringe, men de øreringe hun havde, de havde betydning for hende. Hun elskede at gå med dem. Werner gav sin dagbog til Dyngen af Betydning. Okay, køb ham en ny en til hans fødselsdag og så kan han være glad. Men nej, han havde allerede skrevet i den første dagbog. Alle hans tanker. Alt hans privatliv. Hans liv. Hans liv var skrevet ned i den bog, og det kan ikke erstattes. Så intet der har betydning kan blive erstattet fuldt ud. Det mener jeg, og jeg er sikker på, at de andre mener. Men nu er der jo også de ting, som overhovedet ikke kan erstattes. Hvad med Jesus fra Tæring Kirke? Hvad med Sofies uskyldighed? Eller hvad med min finger, den kan ikke bare erstattes. (…) Så er der igen dem, som er skeptiske. Jesus? Ja, det var jo bare en statue. Lav en ny en. En større og flottere. Så er det problem løst. Og Sofies uskyldighed. Ja, den skulle jo alligevel væk på et eller andet tidspunkt. Og min finger, jeg kan vel bare få en kunstig finger sat fast? Det er jo klart at hvem som helst kan sige det. Nogle vil mene, at du absolut har ret i det, og andre vil tvivle. I mit tilfælde er det jo klart, at jeg ikke vil tvivle. Jeg vil vide, at det er helt forkert at sige det! Alt i livet kan erstattes, men ikke på samme måde. Og Sofies uskyldighed? Ja, den helt uerstattelig. Man kan simpelthen ikke erstatte den. Desuden. Da Sofie mistede sin uskyldighed, mistede hun også din personlighed. Før var hun den flinke pige i klassen. Efter Dyngen af Betydning blev hun… den kolde. Det må jeg jo desværre vide. Jeg fandt jo ud af det. Hun lod sin vrede og hævn gå ud over mig. Jeg besluttede mig for at hjælpe med at få Sofies uskyldighed til Dyngen af Betydning. Til gengæld, så skulle jeg give min pegefinger. Den dag i dag hvor jeg fortæller dig om mit liv og mine tanker, så vil jeg fortælle dig noget dybt. Jeg tænker ikke over at min pegefinger er væk. Det er som om, at den aldrig har været der. Som om jeg blev født uden en pegefinger. Det er ikke fordi jeg siger at jeg er glad for at jeg mangler en finger. Jeg ville ønske jeg stadig havde den, og at jeg aldrig deltog i Dyngen af Betydning. Hvis jeg kunne lave noget om, så ville det være, at ingen af os fra Tæring Skole, 7. A, havde lyttet til Pierre Anthon. Hvis det var sådan, at ingen af os havde lyttet til ham, så kunne alt det kaos og alt den sorg der var blevet delt ud til os alle sammen, den kunne være blevet undgået. Det ville have været en lettelse for både mig, og alle andre. Jeg tror, at det specielt ville have været en lettelse for Hussein. Hussein var nok en af dem, der virkelig ofrede sig, hvis jeg spurgte hvem som helst. Han ofrede sit bedetæppe. Du sidder måske for dig selv og siger, at det ikke var betydning. Ja, det tør du nok ikke sige til Hussein. Husseins ofring til Dyngen af Betydning var nemlig ikke hans bedetæppe. For da han afleverede det, så fik han bank af sin far. Han brækkede et led eller to, jeg husker ikke helt hvad for et eller hvor mange, men han var banket til plukfisk. Det var helt ufatteligt. Men det var ikke det der var Husseins virkelige ofring. Det var, at hans far ”stemplede” Hussein som en dårlig muslim. Dårlig. Dårligere. Dårligst. Hussein elskede sin tro. Han gik op i den. Han forgudede sin tro! Og så at blive kaldet for en dårlig muslim. Det var det der var hans ofring. Den dag i dag, er jeg sikker på, at han stadig beder Allah om tilgivelse. Måske følte han sig tilgivet for syv år siden. Måske gjorde han det for en uge siden. Eller måske føler han sig stadig ikke tilgivet. Så Hussein fortryder virkelig, at han deltog i Dyngen af Betydning, og at han lyttede til Pierre Anthon. Men jeg tror, at jeg har fortalt nok for denne gang. Måske, vil jeg igen fortælle dig om mine nye tanker om fortiden, hvis du opsøger mig igen om otte år. Ellers kan du prøve at finde Sofie, hvis hun ikke er havnet på galeanstalt.