Jeg var 13 år da der var krig, og kan huske hvordan det var, bomberne faldt og lyden var så høj, at man næsten fik sprængt sine trommehinder. Folk løb i panik ude på gaden. Jeg ledte efter et sikkert sted og være for krigens frygt og rædsel.
2 år senere.
En morgen da jeg vågnede nede i det lille beskyttelsesrum, som ikke lugtede ret godt. Jeg havde levet i det lille lugtende rum, sammen med min mor og lillebror i 2 år, mens krigen rasede. Og hver dag ventede vi på, at radioen ville sige, at krigen var slut men efter 2 år, blev håbet næsten opgivet. Men den morgen var anderledes for lige pludselig lød radioen, at krigen endelig var overstået, og vi igen kunne komme ud fra vores skjul og leve i den friske luft igen.
Vi stod udenfor, og kiggede rundt. Byen var ødelagt, alle bygninger var slået i stykker. Vi gik rundt i byen, og så, hvordan folk kom ud fra deres skjul, og jublede over, at krigen var slut. Da vi havde gået rundt i et stykke tid, kom vi hen til min skole, som også var gået i stykker.
Vi gik ind i gymnastik salen igennem et lille hul i muren, og så, at der var flere børn og voksne her inde. Børnene dansede rundt af glæde, fordi krigen var slut, mens forældrene stod ude ved siden af, og snakkede sammen ligesom i gamle dage, men den her gang havde de fleste tåre i øjnene bare af glæde.
Det er gratis at oprette en konto