Primo Levis vidnesbyrd i form af bogen ”Hvis dette er et menneske”, er en øjenvidneberetning om livet, tankegangen og nedbrydningen af mennesket i koncentrationslejren Auschwitz, hvor han tilbragte 11 måneder i perioden 1944 – 1945. Som det fremgår af forordet, er formålet med Primo Levis beretning først og fremmest et behov for indre befrielse gennem et vidnesbyrd om, hvad der vitterligt skete i lejren. Han gengiver eftertænksomt en grusom verden, født i skyggen af pigtråd og vilkårlig, ugrundet vold. Han indprenter med sin fortælling grusomme billeder på læserens nethinde af den ultimative håbløshed og fornedrelse forårsaget af mennesker (nazister og fascister) med et kynisk, foragtende menneskesyn gennemsyret af ufølsom ondskab. Beretningen fortælles som en kronologisk beskrivelse fra hans tilfangetagelse i Italien til russernes befrielse af lejren i januar 1945.
Frihedsberøvelsen
”Hvordan kan man slå uden at være vred?” Dette er et af de undrende spørgsmål forfatteren stiller sig selv, første gang han og de andre fanger oplever stokkeslag under transporten mod Auschwitz. Hele turen var en fysisk og psykisk pinsel, dels fordi fangerne blev nægtet vand i flere dage, dels fordi håbets ubesvarede spørgsmål aldrig fik noget svar. Ingen kunne have nogen ide om, hvilke rædsler, der ventede for enden af rejsen. Derfor havde mange pakket deres ting til turen, et par havde endda formået at give deres barn et bad under rejsen. Uvidende om at barnet ville dø, fordi de stod ud på venstre side af togvognen, og det var alle dem til højre, der i dag skulle overleve. Alle håbede, og havde en menneskelig forventning om, at der på et tidspunkt måtte komme en forklaring, en mening med den hårdhed, de blev udsat for. Først senere gik det op for Levi, at der ingen mening var, at mange hændelser var båret af vilkårlighed og tilfældigheder.
Det er gratis at oprette en konto