Globalisering er et begreb, der er blevet udviklet og samtidig stærkt omdiskuteret gennem 1990'ernes samfundspolitiske debat. På den ene side fremhæves globalisering, sagt med et lidt mere fint ord: Internationalisering, der siden 60’erne hvor flere og flere firmaer begyndte at bevæge sig på tværs af lande grænser. I takt med dette begyndte der også at dukke multinationale selskaber op, der beskæftiger mennesker i flere lande end der, hvor selve hovedkvarteret ligger. Dette som oftest sammen med ejendomsretten og den administrative kontrol. Disse selskaber tog hurtigt fart da de kan have produktionen liggende et sted hvor arbejdskraften og materialerne er billige og sælge det færdige produkt hvor markedet og dermed overskuddet er størst.
Økonomisk set har globaliseringen ført til en stigende handel med valuta og værdipapirer over grænserne. I det hele taget har de fire handelsveje for varer medført, at alle lande i dag påvirkes af de fordele og ulemper, som de internationale markeder skaber og intet land kan længere isolere sig, hvis det vil undgå økonomiske tab. Den økonomiske sektor er altså globalt afhængig mens den politiske sektor stadig er nationalt fastslået.
Selskabers investeringer i f.eks. Asien medfører en økonomisk vækst for området, som videre fører til egen investering eller investeringer i andre dele af verden. Men denne tendens, med at udflytte produktion oftest fra vest mod øst, medfører et skift i arbejdsfordelingen mellem verdensdelene. I de industrialiserede lande kommer der en stadig voksende efterspørgsel efter højtuddannet arbejdskraft, mens der i andre lande er større efterspørgsel efter uuddannet lavtlønsarbejde. Men det giver på længere sigt de lande en dårligere mulighed for at udvikle sig, fordi deres uddannelsessystem ikke er effektivt nok.
Det er gratis at oprette en konto