Israel-Palæstina konflikten: Analyse af fredsbestræbelser

Hvorfor er det så svært at nå frem til en holdbar fredsaftale?Citat fra Steffen Jensen (journalist for TV2): Selv blandt de mest moderate i begge lejre er det klart, at en kompromisløsning – altså en løsning hvor BEGGE sider må opgive nogle af deres drømme for at opnå en fredsaftale – vil gøre ondt. Og derfor er der brug for et stort pædagogisk arbejde, hvor begge befolkninger ”opdrages” til at forstå, at en skønne dag bliver de nødt til at opgive noget, der holder meget kært. Men at det er et nødvendigt offer for fred og en bedre fremtid for deres børn. Til slut må man desværre også sige, at den kendsgerning at parterne faktisk var meget tæt på en fredsaftale i sommeren 2000, hvorefter det hele i sidste øjeblik alligevel kollapsede og blev afløst af en ny væbnet konfrontation, på begge sider af konflikten har undergravet troen og tilliden til modparten.

Forslag til løsning af konflikten fremoverCitat fra Steffen Jensen (journalist for TV2): På begge sider af konflikten er der kræfter, der ønsker en sejr, hvor de selv vinder og modparten taber. Hvis det kunne lade sig gøre, ville konflikten naturligvis blive løst på den måde. En taber og en vinder. Sådan er mange konflikter tidligere blevet løst op igennem historien. Men der er næppe nogen, der længere vil acceptere et sådant udfald på konflikten. At israelerne smider alle araberne ud, eller at araberne smider alle israelerne ud. Selv tror jeg ikke på, at konflikten kan løses ved at den ene part vinder på den andens bekostning. Jeg tror, at ENTEN VINDER BEGGE PARTER SAMMEN, ELLER SÅ GÅR DE TIL GRUNDE SAMMEN. Den mest sandsynlige fredsløsning bliver efter min mening en, hvor der kommer en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza-striben med Øst-Jerusalem som dens hovedstad. Denne stat må til gengæld give Israel fred og alle mulige sikkerhedsgarantier – blandt andet begrænsninger på hvilken type våben, den palæstinensiske stats væbnede styrker må have. Alle jødiske bosættelser i de områder, der ender med at blive en del af en sådan palæstinensisk stat, må nedlægges. Til gengæld kan Israel ende med at overtage visse mindre palæstinensiske områder, hvor der bor mange bosættere, så de ikke behøver at tvangsflytte dem. Omvendt skal palæstinenserne i stedet have overdraget andre lignende områder fra Israel som betaling. De palæstinensiske flygtninge, som helt har forladt Israel-Palæstinaområdet skal have lov til at vende tilbage til den nye palæstinensiske stat, eller have mulighed for at blive genbosat et andet sted i den arabiske verden eller i Vesten, og have udbetalt erstatning for deres tabte ejendom. Men de vil IKKE få lov til at vende tilbage til Israel. Der er dem, der modsat argumentere for en såkaldt BI-NATIONAL STAT. Det vil sige EN stat til TO folk. At israelere og palæstinensere skal dele en stat sammen. Det tror jeg ikke selv er realistisk efter så mange års blodig konflikt. På den anden side kunne jeg sagtens forestille mig, at der mange år efter en fredsløsning, som den jeg har illustreret ovenfor, hvor palæstinenserne får deres egen stat, og israelerne får fred og sikkerhed, kunne opstå en situation, hvor disse to stater kunne finde på at indgå i et nærmere samarbejde med hinanden. Enten som det de skandinaviske eller de nordiske lande har med hinanden, eller for den sags skyld en union som vi kender det fra EU. Men det ligger så langt ude i en meget idéel fremtid, at det næsten hører til i drømmeverdenen.