Boganmeldse Haltefanden

Haltefanden handler om en dreng, der blev ramt af en sygdom. Han kunne ikke gå ordentligt på det ene ben. Hele hans familie bad til gud, om at det ville gå over. Selv hans forældre, der var præster, bad til gud. Men det gik ikke over.

Da det ikke gik over, troede han ikke mere på gud. Han blev ond. Ikke almindelig ond. Men meget ond. I skolen fortalte han uhyggelige historier, som ingen troede på, men hørte alligevel efter. Han fortalte om, hvordan han havde set monstrer på kirkegården om natten. I skolen blev han drillet. Han blev kaldt Haltefanden. Den eneste, han frygtede fra sin klasse, var Anton. Det var en stor og stærk dreng. Det var også ham, der mobbede ham mest.

Haltefanden var ikke god til nogen af de lege, de legede i frikvatererne. Han kunne jo kun hoppe på det ene ben, og støtte lidt på det andet. Den eneste leg han var god til, var at hinke. Det var han til gengæld også rigtig god til. Haltefandens eneste ven var Maja. De fleste kaldte hende tosse-Maja, fordi hun var meget tosset. Hendes far var alkoholiker og graver på kirkegården. En dag tog Maja, Haltefanden med ud i skoven til et lille skur. Inde i skuret lå et skelet, som Maja havde bygget af de knogler som hendes far og hun havde gravet op fra gamle grave. Haltefanden døbte det, og Maja klædte det på. Det skulle de aldrig have gjort. En dag var skelettet væk. Maja fandt en seddel inde i skuret. De fandt ud af, det var Anton, der havde udspioneret dem. Men det var ikke ham der havde stjålet en le. Det var heller ikke ham, der havde flået en hund op. På den seddel, de havde fundet, stod der at de skulle møde Anton på kirkegården klokken 12. Haltefanden og Maja ville dræbe Anton, fordi han havde stjålet skelettet og mobbet Haltefanden. Haltefanden tog sin fars pistol om natten mens de sov. Maja fik en paraply til at stikke Antons øjne ud med. Da de kom hen på kirkegården, hørte de et skrig. De løb i den retning, skriget var kommet fra. De kunne se Anton stå og kæmpe mod skelettet. Anton var forsvarsløs. Han havde ingen våben, og skelettet havde en le. Anton gav op. Til sidst var han så træt, at han bare stod stille. Skelettet skulle lige til at hugge Anton til døde, men så rejste Maja sig op og heppede på deres skelet. De reddede Anton. Skelettet kastede leen efter dem. De nåede lige akurat at dukke sig. Maja tog sin paraply, tog den omkring skelettets ben og trak til. Skelettet døde. Haltefanden og Maja blev venner med Anton. De lovede ham, at de aldrig ville sige noget til nogen, om, at han havde grædt.