Analyse af Charlotte Weitzes novelle 'Villy'

Hovedpersonen Mina er sammen med sin far og mor på besøg hos faster Inge, Hans-Kurt og deres hund Villy. De bor på en gård langt ude på landet med flere store marker grænsende op til. Det hele syner meget idyllisk, og Mina kender stedet, fra da hun var mindre. Men ingenting er som det plejer at være. Stemningen er helt anderledes i den lille familie. Inge er forulykket på sin knallert i skoven nær deres gård og sidder nu i rullestol. Man hører hende ikke sige ret meget, og hun forholder sig meget passiv gennem hele historien. Mina og hendes forældre bliver inviteret på kaffe og kage af Hans-Kurt, og de tager imod tilbuddet. Mina føler sig utilpas i Inges selskab og smutter hurtigt ud i haven for at lege med hunden Villy. Hun kaster med nogle af de få æbler, der hænger på deres ellers så frugtbare æbletræ, og Villy løber efter dem. De leger et stykke tid, indtil Hans-Kurt og hendes far går en tur ud i haven. Ingen af dem siger ret meget, men forsøger dog hele tiden at få en dialog i gang. Lidt efter kommer Minas mor ud sammen med Inge siddende i kørestolen. Mina vil ikke være der og løber væk sammen med Villy for at gemme sig. De leger lidt i bambuserne, hvorefter Mina falder i søvn. Da hun vågner, er de alle væk. Hun regner med, at de er gået en tur ned til åen og forsøger at finde dem. Hun går over marken, mens hun kalder på Villy. Hun kan stadig ikke se nogle af de voksende, så hun fortsætter mod skoven, da det er en genvej ned til åen. Hun når et stykke ind i skoven, før hun beslutter sig for at vende om. Hun hører en masse underlige lyde og er ikke tryg ved at være der mere. Hun begynder at småløbe men stopper, da hun når stengærdet. Hun ser noget rødt ligge mellem bladene på skovbunden. Hun tager det op og kan straks genkende det. Det er Inges tørklæde. Det tørklæde hun havde på, da ulykken skete. Hun hører noget ved siden af sig. Det er Villy. Først bliver hun glad for at se ham, men han begynder så småt at knurre af hende og springer på hende, så hun mister balancen og falder bagover. Hun taber de smukke hvide blomster, som hun havde plukket, da hun gik i skoven.