Bograpport: analyse af Ionescos 'Næsehornet'

Teater er litteratur tradition og et bevis på kulturens vandring

Fiktion. Fiktion er en underlig størrelse, slår man det op i en ordbog kan man se at det betyder ”noget opfundet” på latin. Fiktion er en forfatters frirum til at koble fra – og opfinde noget nyt. Fiktion giver en forfatter mulighed for at skrive historier og gøre brug af hele følelsesregisteret. I fiktion har forfatteren mulighed for at opfinde nye verdener, væsner og begreber, og ikke mindst mulighed for at ytre sin mening. Alt dette står en forfatter frit for og ingen kan afgøre hvorvidt det skrevne er rigtigt eller forkert, der findes nemlig ikke nogen facitliste. Dog findes spørgsmålet om det skrevne er godt eller dårligt, og dette spørgsmål er sværere at besvare, for der er lige så mange forskellige meninger omkring det som der er læsere – dette gør det umuligt at tilfredsstille hver enkelt læser, og dette er en forfatters lod.

Normalt inddeler man fiktiongenren i tre hovedgrupper; epik, lyrik og drama, og blandt disse er drama en klar vinder for mit vedkommende. Jeg ser dramagenren som noget helt unikt, som en udtryksform ingen af de andre genrer kan fyldestgøre. Med drama muliggøres det, at ordene tager form, får sjæl og bliver til noget virkeligt, både på de skrå brædder og foran kameraet. I min fritid er jeg aktivt medvirkende i en lille teaterforening i Herning: ”Splyf”, og herfra har jeg arbejdet med mange forskellige dramaer og kunstnere, og der igennem har jeg fået en forkærlighed for denne genre. Blandt de mange forestillinger og værker, jeg i tiden har arbejdet med, har ”næsehornet” af Eugene Ionesco vundet en speciel plads i mit hjerte.