Jordens kerne består af jern og nikkel, som på grund af densitet har lagt sig nederst, fordi de er tunge metaller. Jordens kappe består af tunge silikatbjergarter. Skorpen består af lette silikatbjergarter som basalt og granit samt sand, ler og kalk.
Forskellene er opstået i takt med Jordens udvikling, idet de tunge elementer som jern og nikkel er blevet samlet i Jordens indre på grund af deres høje massefylde, og de lettere elementer som basalt og granit er samlet primært i Jordens skorpe og kappe, fordi de har en lavere massefylde. Man kan også forklare mineralernes placering med Fg (massefylden) og Fop (opdrift). Hvis Fg er større end Fop, så synker elementet som med Jern (Fe) og nikkel (Ni); det er grunden til, de er placeret i Jordens indre.
Når magma stiger opad, skyldes det udelukkende, at dets massefylde er lavere end de omgivende bjergarters. Hvis det når en dybde med samme massefylde, vil opstigningen gå i stå. Det materiale, der ligger over, vil blive så varm, at den selv vil danne magma. Massefylden for magma er lavere end for ens den bjergart, den stammer fra, og derfor vil den nye magma stige opad.
JORDSKÆLVSBØLGER Den hurtigste bølge kaldes P-bølgen, som står for primær. P-bølgen er en trykbølge, der bevæger sig gennem jorden med ca. 6-11 km/s. Den næsthurtigste bølge er S-bølgen, der bugter sig af sted gennem jorden som en slange. S står for sekundær, og bølgen bevæger sig med ca. 4-7 km/s. Den sidste bølge, L-bølgen, er en overfladebølge, der bevæger sig langs jordoverfladen med en hastighed af typisk under 4 km/sek. Det er disse bølger, der forårsager de største ødelæggelser under et jordskælv.
Det er gratis at oprette en konto