Der var engang fire flotte guld tallerkner, som alle hed achimenes, som betyder tallerken blomst på latin. De 3 første achimenes var generte og sagde aldrig noget, de var nu bare glade for dem de nu var, og havde ikke behov for at lade sig forlyde om deres kunstneriske udsmykninger. Den sidste achimenes var stik imod de 3 første, den snakkede som et vandfald hele dagen lang, om dens flotte udsmykninger, og hvor meget bedre den var end de andre. De 4 achimenes var udstillet på den øverste hylde i skabet, hvor hylden nedenunder bestod af gamle hvide opslidte tallerkner, som var stablet oven på hinanden. De 4 achimenes blev kun brugt til særlige begivenheder, som fødselsdage og andre helligedage, hvor tallerknerne på hylde nummer 2, blev brugt alle de andre dage.
”I hvide grimme nedslidte tallerkner! burde i ikke snart til at få jer nogle mønstrer, jeg sidder 365 året rundt, dog ikke hver 4. år, hvor jeg sidder 366 dage. Hver evig eneste dag ser jeg på jeres grimme nedslidte porcelæn, imens jeg sidder, og stiller mine helt unikke mønstre til skue for jer. Jeg ville da føle mig til grin, hvis jeg ikke havde de mønstrer jeg nu har” Sådan sagde den utrolig selvglade achimenes hele dagen lang, der kom ikke andet end blær og selvglade ord ud af dens mund. Hver søndag tager Lis de 4 guld tallerkner ud af det ældgamle skab. De bliver med forsigtighed bragt ud i køknet, hvor de bliver rensede fra top til tå. Der var dog ingen, af de hvide porcelæn tallerkner der glemte dengang, hvor Lis glemte, at rense dem i 2 uger, de var så støvet, så selv deres guld mønstrer gemte sig inde under det store tykke lag støv. Den historie bliver fortalt hver gang de 4 achimenes er ude og blive skrubbet, og selv efter så lang tid, bliver der stadig grint af den.
Det er gratis at oprette en konto