Josephs historie: en børnesoldats oplevelser i Uganda

En af dem der sidder i skyggen og skuler til dem, der danser til ghettoblasteren, er [NAVN A]. Han var 11 år, da hans mareridt startede. [NAVN A] taler svagt og med bøjet hoved, mens han genkalder sig sine uhyggelige oplevelser. Klokken var et om natten. [NAVN A] lå og sov i sit hus med sin bror og sin søster. Som mange andre børn i Uganda boede han alene med sine søskende, fordi de var forældreløse. Hans far var død af en uforklarlig sygdom året tidligere og hans mor i en ulykke samme år. [NAVN A] har fortrængt detaljerne omkring infernoet, da de fremmede mænd pludselig trængte ind i deres hus. Men han kan huske, at de fremmede mænd truede ham med våben og tvang ham, hans søskende og en fjerde dreng til at forlade landsbyen og til at gå ind i den kulsorte jungle, der omringede hytterne. I dagene efter kidnapningen blev den ene dreng fra landsbyen sat fri – ham havde de åbenbart kun kunne bruge som bærer. [NAVN A] derimod fik han at vide, at han skulle trænes til at være børnesoldat. [NAVN A] ser for første gang lidt glad ud mens han fortæller videre – han gengiver hvordan det lykkedes hans to søskende at stikke af fra Lords Resistance Army. [NAVN A] kigger ned igen. For ham var det umuligt. Én gang forsøgte han at stikke af. Men han blev fanget og tildelt 150 slag med et sukkerrør. Hans små øjne kniber sig sammen. Det var det værste, fortæller han. Når børnene, der var blevet kidnappet stak af og blev fanget. Så tvang guerillaen de andre børn til at se på, mens de slog de tilfangetagne. Nogle gange blev [NAVN A] også tvunget til at se på, når de dræbte børnene. ”De viser jo én, hvad der sker med de børn, der har forsøgt at stikke af – og så tør man ikke andet end at blive”, fortæller [NAVN A]. Jeg spørger [NAVN A], hvordan han husker livet i bushen. Sult, tørst og udmattelse, svarer han. Og angst. Han var del af [NAVN A] Konyes gruppe, ham der er øverste leder af guerillaen. Gennem tre år vandrede den 250 mand store gruppe gennem ufremkommelig jungle. På flugt fra regeringen og på jagt efter mad. Soldaterne plyndrede landsbyer og gang på gang så [NAVN A] uskyldige mennesker blive dræbt. Der var 100 kidnappede børn i alle aldre i hans gruppe. Trætte, sultne, bange og syge af savn. ”Men vi måtte ikke vise at vi var kede af det eller bekymrede”, siger [NAVN A]. ”Så blev vi en belastning og så skød de os”.