Mit liv som sko

Som sko kommer man meget omkring. Man ser andre sko på sin vej og spejler sig i dem. Nogle gange kunne jeg godt tænke, åh gid jeg var en stilet. Så yndig, så fin, så ren og ikke mindst populær på dansegulvet. Møder så mange andre interessante sko. Hvor jeg derimod kun løber ind i andre kedelige nike sko. Ja - løber. Jeg er en kedelig, svedig løbesko i en størrelse 42 som lugter helt forfærdeligt. Jeg ville virkelig sætte pris på hvis jeg blev vasket - bare engang imellem. Så er jeg også godt træt af den sko som altid forsøger at komme foran. Når jeg går ét skridt, forsøger den altid at komme ét skridt længere. Hvorfor kan man ikke bare følges ad i fællesskab? Det har jeg personligt svært ved at forstå. Mit liv som sko startede med at jeg blev lavet på en fabrik og fik et mærke på mig som viser, at jeg er en Nike sko. Derefter kom jeg ud til en skobutik sammen med et par tusinde andre sko som mig og nogle i andre størrelser, former og mønstre. Så står man dér. Helt stille og på række sammen med de andre sko. Venter og venter.. Indtil der ligepludselig kommer en interreseret kunde som tager en ned, tager en på sine ildelugtende fødder, finder ud af at det ikke lige er det kunden havde brug for alligevel, og derefter bliver man sat tilbage på hylden hvor man stod før. En uendelig rutine, gid der snart ville ske noget andet. Så var der jo lige den dag hvor en mand gik forbi, kiggede lidt, prøvede en på og nikkede tilfreds. Ja, det skulle da være lige dén sko han ville have. Så bliver man enormt glad og tænker, yes, endelig sker der noget her.. Lige indtil man bliver stillet tilbage og manden får et par helt nye sko i en fin boks med sig. Det var dog typisk. Det er dér man ønsker man lå i sådan en mørk kasse. Men en dag, en helt almindelig kedelig dag skete der noget helt andet. Jeg var udsolgt! Eller, mine ''efterlignere'' var. Og da en kunde kommer forbi og virker ret ivrig efter lige præcis mig, han ville have mig! Så siger ekspedienten at han kan få udstillingsskoen til halv pris. Jeg kan mærke glæden helt ned i snørrebåndene. Jeg bliver båret væk i en pose i en fin kasse. Min helt egen kasse. Det næste jeg oplever er, at jeg bliver lukket ud af kassen, taget på, og så ud og løbe en tur. Jeg kan mærke det grønne fugtige græs og den varme sol skinne på mig. Det er skønt endelig at blive brugt. Det er det eneste man kan tænke på når man venter på den der hylde i butikken. Hvordan mon det ville være, rent faktisk at blive brugt. Det er fuldstændig ligesom jeg havde forestillet mig. Bare hundrede gange bedre. Jeg bliver brugt en hel masse gange, men pludselig en dag bliver jeg pakket sammen i en gammel pose. Det næste jeg ser er at jeg bliver lukket ud og bliver sat ud på en hylde.. Men det er ikke den hylde kender. Nej, den her er beskidt og lugter endnu mere end jeg nogensinde har gjort. Mens jeg sidder der og surmuler over at jeg nu er blevet kasseret og sat på genbrug, hvor der