Danskerne er generelt meget glade for deres kultur, men der er ikke særligt mange, der kan forklare, hvad dansk kultur er. I dagligdagen tænker danskerne ikke på, om det har noget med dansk kultur at gøre, når vi brokker os over skatternes størrelse, beklager os over arbejdsløshedens konstans, plejehjemmenes tilstand eller andet. I skolebøger finder man officielle versioner af den danske kultur, hvor der blandt andet er skrevet om Harald Blåtands ærværdige sten i Jelling. Danskerne tror på, at vores kultur er et arvestykke, og man går ud fra, at den danske kultur er indbygget, nærmest genetisk fra man bliver født. Mange danskere betegner julen for noget dansk kultur, selvom det egentligt ikke er det, da juletræet stammer fra Tyskland og julemanden fra Cypern. Hver familie har sin egen gammeldags og traditionsrige måde at fejre julen på. Maden, musikken og julepynten skal være den samme år efter år. Skikke og normer skal holdes.
Når man fejrer julen for første gang hos sin kæreste og svigerforældre, får man sig lidt af et chok, da kærestens familietraditioner er meget anderledes end ens egne. Når parret engang får børn, kan de sammen skabe deres egen unikke jul ved at forhandle og diskutere sig frem til en løsning. Når så ens børn bliver voksne, sker der det samme igen. Mennesker er dermed kulturskabere og ikke kulturbærere. Der er ingen autoritet, noget råd eller nævn, der kan afgøre, hvad der er den mest ægte og rigtige kulturtradition. Der er også traditioner, der er blevet udryddet, blandt andet det med at slå på børn. Indtil midten af dette århundrede var det meget normalt at banke børn i hjemmet, i skolen og på gaden. Hvis der er noget, danskerne ikke synes om ved deres kultur, kan de bare lave den om. Kulturen forandrer sig ved forhandling, beslutning og gennem diskussion.
Det er gratis at oprette en konto