Tom Kristensen indtager både som lyriker, prosaist og anmelder en central plads i specielt mellemkrigstidens kulturliv. I årene 1920 til 1930 udsender han fire digtsamlinger og tre romaner, der alle er meget tidstypiske både hvad angår ideologi og litterær teknik.
Han skriver med baggrund i 1. verdenskrigs oplevelse af værditab. Alt hvad man før troede på, viser sig at være falskt – den gamle virkelighed er brudt sammen og i stedet hersker nu kaos. Tom Kristensen bliver således eksponent for det det, man senere har kaldt ”den tabte generation” eller ”årgangen der måtte snuble i starten”.
Denne oplevelse af værdisammenbrud fører til et politisk engagement og en særlig interesse for det moderne sammensatte sjæleliv inspireret af Sigmund Freuds psykoanalyse.
Et nøgleord i Tom Kristensens forfatterskab er sanselighed. Han beskriver fx storbyen København som en verden af sanselig skønhed, og et værtshusslagsmål skildres som en udladning af alskens farver. Mange af hans digte giver udtryk for en psykisk spænding mellem at give sig sine følelser i vold og beherske dem ad tankens vej. Han bruger en speciel sanseteknik, hvor han som digter optræder som ”øjemenneske”, der er totalt fri for moralsk eller religiøs bevidsthed, og koncentrerer hele sin opmærksomhed om løsrevne detaljer, hvis eneste kvalitet er deres sanselighed. Tom Kristensens formel for oplevelsen er altså æstetisk: den konkrete virkelighed erstattes derfor af en kunstnerisk virkelighed. Overfor denne delvise opløsning af virkeligheden står dog en fast form, hvilket bl.a. ses i en fast strofeopbygning i hans digte – kaos og orden holdes i indbyrdes spænding både for oplevelsens og sprogets vedkommende.
Det er gratis at oprette en konto