Det står der. Der hvor ingen ser det er. Jeg fik det til jul i en ros af overflåd. For sidste jul fik jeg et klaver, og har aldrig jeg gentager aldrig rør dets ømme tangenter. Jeg ønskede mig det ikke, men mine forældre var løbet tør for idéer, og tænkte at et klaver lige var mig.
Jeg har tit stået. Stået og set på det, men aldrig orket at spille for hver gang jeg vil prøve, tænker jeg på den dreng, der virkelig ville have glæde af dette klaver. I ved ham der ville spille hver dag og ville gøre det til hans livsmål, men i stedet står i det fjerneste hjørne af mit værelse.
Det er det samme hvert år. For hvert år bliver det mere ekstremt og mere intenst. Vi vil overgå hinanden, i at købe de største og vildeste julegaver. Det er på en måde trist men som 10 årige dreng syntes man jo det er fed at få en elbil eller en anden gave til omkring 2000 kroner, men når men står bagefter og tænker: hvor meget fik jeg egentlig brugt den elbil. Er det en lidt anden følelse man står med. For billen, der på da værende tidspunkt var helt uundværlig, brugt 2 gange og har stadig batteri på fra fabrikken det er trist.
Det er gratis at oprette en konto