Så stod jeg der igen. Regnen plaskede ned over mig, mit hår blev hurtigt helt vådt og fladt. Det dryppede videre ned på min trøje, min sorte trøje jeg havde fået af ham. Min yndlingstrøje. Jeg stod bare og kiggede, kiggede lige ind i den tykke trædør foran mig. Fulgte årerne i træet med øjnene, de dannede motiver. Eller med min fantasi gjorde de i hvert fald. Jeg havde en rigtig god fantasi lige i det øjeblik, kunne tænke mig til alle andre steder i verden – bare ikke lige her. Det her var det sidste sted i verden, jeg havde lyst til at være. Med min skælvende finger trykkede jeg på den lille fine dørklokke, den klokke jeg havde plantet min finger på så mange gange før, uden overhovedet at give det en tanke.
Jeg pressede den ind, til jeg hørte et lavt ring indefra den anden side af døren. Det var som om årerne forandrede sig lidt, men det var nok bare mig. Jeg rystede en del efterhånden, både af kulden fra regnen, men også den usikkerhed der voksede sig mere og mere magtfuld indeni mig. De tunge skridt indefra kom nærmere. Vi vidste udmærket godt begge to, hvad der skulle til at ske. Håndtaget gled langsomt ned, og døren gik op. Jeg fandt et ansigt jeg kendte, og en krop der om muligt rystede mere end min. Han var bange, og ked af det. Vores øjne var som magneter, de blev frastødt af hinanden, jeg kunne simpelthen ikke kigge ham i øjnene. Langsomt bevægede vi os hen mod et kram, men det blev ikke ordentligt. Ret akavet faktisk. Vores ansigter pegede hver sin vej, for at undgå øjenkontakten. Men det resulterede jo også i, at der ingen kys blev. Tror det er første gang, jeg har mødt ham, uden at vi kyssede. Og så slog det helt fast, det kapitel der havde fyldt det sidste år af mit liv, skulle til at lukkes. Der var ikke flere sider tilbage, så kapitlet var så godt som slukket. Men jeg elskede ham. Højt, alt for højt.
Det er gratis at oprette en konto