Efter 2. verdenskrig dannede man kul- og stålunionen i håb om at stoppe krige i Europa, samtidig med de fik økonomisk vækst. Men kun Vesttyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg var medlem. Kul og stål var vigtigt for at de kunne opbygge et militær. Ved at danne unionen kunne de holde øje med produktionen uden at bekymre sig om de kom for bagefter at gå i krig. Den første ændring i samarbejdet kom i 1958, da Rom-traktaten trådte i kraft. Da ændres kul og stål unionen til EF. De ville lave et fælles marked, hvor de ville afskaffe indre toldmure og danne en beskyttelse mod varer ude fra. For at nå dette mål vedtog EF i 1985 ”EF-pakken”, med et ja fra befolkningen. Ved afstemningen i Danmark valgte 75,4% af de stemmeberettigede danskere at stemme, og 56,2% stemte ja. Med denne traktatændring ville de gennemføre det indre marked. Det indre marked var stort set på plads d. 1. januar 1993. Det gav dem også fri arbejdsmuligheder, altså de må søge arbejde overalt i Europa.
d. 2/11-1972 stemte Danmark om vi skulle med i EF, 63,4% stemte ja. Gennem årene kom der flere og flere lande ind i EF.
I november 1993 trådte en ny ændring i kraft, det betyd bl.a. at EF fik et nyt navn, EU (Den europæiske Union). Men denne traktat skulle først til afstemning hos nogle af medlemslandene. I Danmark kom den til afstemning to gange. Efter Danmark sagde nej første gang, forhandlede EU's stats- og regeringschefer sig frem til en enighed om at give Danmark en særaftale, som blev kaldt Edinburgh-aftalen. Det medførte de fire danske forbehold:
Det er gratis at oprette en konto