Dette er den første bog jeg læser af Mats Wahl, men bestemt også den sidste. Bogens plot er meget forudsigeligt. Det er en skandale, da den vigtigste del af krimigenren er uforudsigeligheden for hvem der er morderen, eller hvad synderens betegnelse er. Derudover mangler jeg den geniale fortælling af, hvad motivet var, hvorfor og hvordan forbrydelsen var udført og selvfølgelig, hvem der havde gjort det. For mig at se er denne samling papirer en dårligt udført lillebror til ”Mænd der hader kvinder”. ”Den usynlige” når den dog ikke til tæerne. Det gør det umuligt at sammenligne de to, da det vil være en komplet nedgørelse af Stieg Larsson.
Titlen "Den usynlige" henviser til Hilmer, som hele vejen gennem bogen er med på sidelinjen. Hjælpeløst og forgæves forsøger han at råbe de mennesker op, som leder efter ham, men de ser ham ikke, og de hører ham ikke. Han har store smerter, ligger bare og lider, mens han tænker på de mennesker, som han elsker og gerne vil se endnu engang. Dette er en af de få ting, der rent faktisk virker godt. De tanker, der flyver gennem hans hoved, mens han hører folk sige ting, han ikke skulle have hørt.
Det er gratis at oprette en konto