Prins gedebuk af Danmark

Af – [NAVN A] Køen var lang og tæt, og nervøsiteten kunne mærkes hos de 1000 svedende bejlere, som stod uden for Amalienborg slotsplads. Håndtrykkene man fik fra mændende, der skulle ind til prinsessen, havde fugtige eller rystende håndtryk. . Borgere fra hele landet var mødt op, som tilskuere til denne store begivhed, men også turister fra verden over. Alle tilskuerne stod langs de fire palæer, der omkranser den ottekantet plads og ventede spændt sammen med bejlerne på at dørene skulle åbnes. Men de var ikke de eneste der er spændte, for inde for dørene sad hans koneglige højhed Kong Kristian og hendes kongelige højhed Prinsesse Josephine med deres skønne datter Prinsesse Alexandra. Det var hende der skulle tage denne store beslutning om hvem der skal ære hende og elske hende, til døden dem skiller. . . Endelig ved middagstid blev dørene ind til slottet åbnet. Køen rykkede sig hele tiden, og en efter en trådte mænende skuffede ud af Amalienborg. Køen var lige så lang som den startede med at være. Inde hos prinsessen var der fyret op for kakkelovnen, og hele rummet duftede af lune hanekyllinger. Aftensmaden var åbenbart allerede ved at blive forberedt til den kommende prins og ægtemand af prinsesse Alexandra. . Ude ved hvert af vinduerne stod 3 jounalister og en gammel oldermand. Loftet i stuen var lavet af glas, så man kunne se sig selv på hovedt, og væggene var malet hvide med nogen smukke guldmønstre på. For enden af stuen sad Prinsesse Alexandra i en høj guldstol med smukke lyserøde broderede blomster, hun sad i midten af sine to forældre. . De mænd der kom ind, stod og fumlede med hænderne, stammede, gik i stå midt i deres længe øvede tale, eller var for nervøse til at starte op, lød det straks fra prinsessen ”Duer ikke…væk!”Og med et skuffet smil på læben måtte mændende vende snuden hjemad igen. Sådan fortsatte det. Stemmingen inde på slottet var ved at blive meget tavs , man kunne nærmest ikke undgå at strejfe tanken, om der overhoved ville blive noget bryllup? . Men pludselig kom en sjov mand ridende ind på en gedebuk. ”Her er en forfærdelig hede!?” Sådan udbrød Klod-Hans på vej ind i stuen. Lidt efter præsenterede han sig selv. . . Dette faldt prinsessen pladask for! Endelig fandt hun ham langt om længe. Han var ikke en speciel smuk eller elegant, men tale det kunne han! Og det var alt hvad prinsessen behøvede. For som et dansk ordsprog siger - "Det er ikke den der er smuk, som man elsker. Det er den man elsker, som er smuk." Og Klods-Hans kan man ikke andet end at elske!