a) I dette afsnit vil der blive foretaget en beskrivelse af hjemmesiderne; www.soenderhaven-gaardmejeri.dk og www.ideonskovbutik.dk ud fra analysemodellen det retoriske kompas.
Modtagerne er for Sønderhavens vedkommende, specialbutikker eller butikskæder, der forhandler produkter til den kvalitetsbevidste forbruger. En anden modtager er restaurationer, der ønsker at bruge kvalitetsprodukter og som vægter at de benyttede produkter har en historie at fortælle. Men også den kvalitetsbevidste forbruger, der foretrækker at købe sine produkter direkte fra producenten er i denne sammenhæng en modtager. Siden Sønderhaven Gårdmejeri er en producent, der skiller sig ud fra mængden ved at fremstille produkter på den gammeldags måde, kan journalister, der vil fortælle historien om gårdmejeriet, også tænkes at være modtagere af informationerne på hjemmesiden. Ovennævnte modtagere har sandsynligvis søgt på nettet efter traditionelt fremstillede kvalitetsoste eller andre kvalitetsprodukter, der er fremstillet på gammeldags facon. Evt. har man også hørt om Sønderhaven Gårdmejeri gennem venner og bekendte. Eller måske har modtageren allerede kendskab til produkterne. For eksempel kan det være, at modtageren ved et tilfælde har købt et produkt, som han har syntes godt om, hvilket har inspireret ham til at undersøge, hvor produktet stammer fra. Måske besøger modtageren hjemmesiden for at finde åbningstider for gårdbutikken. Det kan også tænkes, at en medarbejder fra en specialbutik eller fra en større butikskæde besøger hjemmesiden for at finde kontaktoplysninger. Modtagerne ved i forvejen enten, hvad produktet hedder eller i hvert fald, hvad det er for et produkt, de er på udkig efter. Nemlig et kvalitetsprodukt der, som tidligere nævnt, har en historie at fortælle. Det vil sige et produkt, der ikke bliver massefremstillet og som bare forsvinder i mængden. De ved på forhånd sandsynligvis ikke, hvilke produkter producenten ellers fremstiller, og hvad disse koster. De kender måske heller ikke til beliggenheden af Sønderhaven Gårdmejeri, og hvor længe denne har eksisteret. Når modtagerne besøger hjemmesiden forventer de, alt efter deres formål med besøget, at finde oplysninger omkring priser, produktfremstillingsmetoder, kontaktoplysninger, forhandlere, åbningstider for gårdbutikken og historien bag produkterne og gårdmejeriet i sig selv.
Det er gratis at oprette en konto