Denne side er dedikeret til min kære søskende. Jeg har længe villet sige det her til dem![NAVN C] og [NAVN B], hvis i ser læser denne side i min dagbog, håber jeg virkelig i forstår, hvorfor jeg handler, som jeg gør. Det er virkelig svært at sætte ord på dét, der skal siges for tiden, men før jeg siger farvel til jer, min elskede familie, må jeg få sagt det her på den rigtige måde. Jeg ved i bliver skuffede, og sorgen ikke kan gemmes væk og lagt til side, men i ved altid, at jeg er der hos jer, uanset hvad der sker. Jeg vil blive i jeres tanker.
Det startede alt sammen langt tilbage, dengang vi var børn. Jeg ved, det især må have været hårdt for dig, [NAVN C]. Det må have været svært for dig at blive anset som den søn, der ikke blev værdsat for den gode person, du egentlig er. Jeg kan huske vores første konkurrence, det var sammen med [NAVN B]. Koppen med Asterix-klistermærket. Det var gode tider! Ikke engang på dét tidspunkt vidste mor og far om det. Dengang var det bare for sjov. Ingen jalousi imellem os eller indebrændte tanker. Bare to brødre og en søster, der havde et godt fællesskab og tilbragte tiden med hinanden. Dog blev konkurrencen mellem os blev endnu mere vanskelig og striden voksede. Vi glemte, hvad der betød noget for os. Mor, far, lillesøster og glem ikke den kærlighed mellem os, som altid var der, men aldrig blev udnyttet. Selvom jeg var den søn, som ”aldrig” begik fejltagelser, ”aldrig” skuffede nogen, gjorde det som folk forventede af mig, følte jeg et stort pres. Det gik ikke udover andre end mig selv. Jeg prøvede altid at forbedre mig på grund dig. Nok var der ingen, der sagde højlydt og tydeligt, hvor god en bror, du var, fordi alle allerede vidste det. Du tog førersædet og det var tydeligt i starten, men så jeg kom dig i forkøbet og prøvede at tage over din plads. Det var ikke sådan, det skulle udvikle sig, men det var, det blev til. Det var og er min skyld, jeg bebrejder kun mig selv og ingen anden. Jeg startede det hele!
Det er gratis at oprette en konto